Nyhed

Lil Wayne udgiver nyt, den dag han løslades

Den for tiden tremmeruskende rapper planlægger at udgive "Tha Carter IV" i begyndelsen af november

Da den bedrageridømte byggematador Kurt Thorsen blev løsladt efter sin langvarige fængselsdom, holdt han et storstilet release party i Århus. Samme dobbelte betydning af ordet "release party" kan komme til at gælde for Lil Wayne. I hvert fald oplyser Pitchfork, at rapstjernen planlægger at udgive sit kommende album, "Tha Carter IV" den samme dag, han bliver løsladt fra det fængsel, hvor han for tiden afsoner en dom for ulovlig våbenbesiddelse. Det vil sige fredag den 5. november. Samme dag vil Lil Wayne så efter planen holde release party for albummet i Madison Square Garden i New York.
Kan man ikke vente så længe, er der dog nyt fra Lil Wayne allerede 27. september, hvor han vil udgive en lang, 10-numres ep med titlen "I Am Not A Human Being". Ep'en blev indspillet, umiddelbart inden Lil Wayne begyndte at afsone sin fængselsstraf i marts.
Lil Waynes seneste album var det rockorienterede "Rebirth", der udkom i februar, men hans kommende album skulle vise en Lil Wayne tilbage i hiphop-sporet.
ANNONCE