Gruppen skal til marts spille i Scandinavian Congress Center sammen med Slayer
Til marts sætter Megadeth gang i en Europaturné, der har fået titlen European Carnage, hvor de får følgeskab af vennerne i Slayer. Den turné rammer heldigvis også Danmark, hvilket betyder, at der bliver mulighed for at opleve dem i Scandinavian Congress Center i Århus.
Gruppen har annonceret turnéen via deres officielle webside, så selvom der endnu ikke er kommet en pressemeddelelse ud fra en dansk koncertarrangør, virker det dog ganske troværdigt, at man vil kunne opleve begge grupper i Danmark til næste år.
Om Megadeth vil være aktuelle med et nyt album til den tid er nok lidt mere tvivlsomt, da gruppen først skal i studiet igen efter jul. Men de har jo rigeligt at trække på i et bagkatalog, der strækker sig fra debutpladen fra 1985 over millionsælgende udgivelser som "Rust In Peace" og "Countdown To Extinction" fra 90'erne til "Endgame" fra 2009.
Slayer har også rigeligt at trække på og er som Megadeth aktuelle med et album fra 2009. Den hedder "World Painted Blood" og er den tiende fra gruppen, der debuterede i 1983 og som har leveret klassikere som "South Of Heaven" og "Seasons In The Abyss".
Begge grupper skal denne sommer endnu engang spille sammen med Metallica og Anthrax til den omrejsende Sonisphere-festival, men inden da kan Megadeth og Slayer altså opleves 21. marts 2011 i Scandinavian Congress Center i Århus.