Andet udspil fra de århusianske indie-drenge er ved at blive fin-tunet til udgivelse
Ind imellem får udlandet øjnene op for dansk talent, før danskerne gør det, og Århus-gruppen Mimas fik faktisk større opmærksomhed uden for hjemlandets grænser i første omgang, men nu er der ved at komme rigtigt hul igennem. Med en plads på årets Spot Festival er der allerede god grobund for et ordentligt gennembrud på hjemmebane, og så er der oven i købet et nyt album på vej.
Den altid svære toer fra Mimas får god fødselshjælp. I skrivende stund er albummet til miksning i islandske Addi 800's kyndige hænder, der tidligere har siddet med hos Blur, Sigur Rós og Morten Harket. Herefter sendes stafetten videre til producer Chris Tsangarides, der har et bagkatalog af navne som Black Sabbath, Thin Lizzy og Depeche Mode. Hvornår de to herrer ventes at være færdige med knapperne, vides dog ikke endnu.
Da Mimas udgav deres debut, "The Worries", i 2008, gik det ikke helt hen over hovedet på anmelderne herhjemme, heller ikke her hos GAFFA, hvor Erik Barkman udnævnte dem til "Figurines finurlige småbrødre", og dekorerede albummet med fire stjerner. Han skrev:
"Århus-orkestret [lyder] som Figurines' finurlige småbrødre. Mimas har samme indie-rock-forfædre – Pavement, Modest Mouse – men deres lyd er mere eklektisk og bærer præg af en fortid i post-rockens tegn. Nulrende, legesyge guitarer og jazzede trommer er dagens orden på The Worries, men også delikate trompeter, Animal Collective-kor, strej af electronica, Radiohead-fraseringer og meget mere. Næsten for meget mere, faktisk. The Worries er altid inspirerende, men sjældent stringent: Tilløb til helstøbte kompositioner saboteres længe før målstregen, post-rock-passager får lov at overskride deres besøgstid."
Indtil videre er der planlagt tre koncerter med Mimas i år, inklusive Spot Festival. Billetter til Spot Festival kan købes via GAFFA Live. Datoerne ser ud som følger:
26. feb Herning - Fermaten
10. april København - Huset i Magstræde
21./22. maj Århus - Spot Festival