Det canadiske electronica-navn skrives på plakaten til den alternative århusianske festival
Den canadiske Dan Snaith har snart i et årti skabt musik på tværs af forskellige genrer under navnene Manitoba og siden 2004 som Caribou og har fået stor ros for sine elektroniske eksperimenter. Nu kan musikeren og produceren opleves på dansk jord, når han gæster Pop Revo Festival i Århus i foråret.
Den alternative musiker kommer ud af en matematikerfamilie og har også selv en ph.d. i matematik, som han kan falde tilbage på. Caribous udgivelsestempo tyder dog ikke på, at det bliver aktuelt i øjeblikket, og electronica-musikeren har også et spritnyt album klar til april, som han tager med sig til den danske festival.
Det seneste album, som GAFFA anmeldte, er "The Milk Of Human Kindness", der samtidig var det første, Dan Snaith udgav som Caribou, efter han blev retsforfulgt af den amerikanske punkmusiker Handsome Dick Manitoba for brugen af "Manitoba"-navnet. Det ændrede dog ikke på kvaliteten af musikken, der blev anmeldt af Jakob Rosenbak til fem stjerner, hvor der blev skrevet:
"'The Milk Of Human Kindness' er nok udsendt under et nyt navn, men fortsætter, hvor Manitoba-albummet Up In Flames slap med udforskningen af det musikalske spændingsfelt mellem electronica, hiphop, krautrock, folk og psykedelisk rock. Snaith synger selv på fem af de 11 numre, hvilket giver pladen et fængende, indbydende feel. 'The Milk Of Human Kindness' er canadierens mest alsidige værk til dato, men trods de mange anvendte stilarter hænger det godt sammen."
Der er dermed rigeligt at se frem til, når Caribou gæster Pop Revo Festival, hvor også Bear In Heaven, The Rumour Said Fire og Figurines er blevet offenliggjorte som gæster. Festivalen løber af stablen i dagene fra den 30. april til 1. maj, og billetter kan findes via GAFFA Live.