Nyhed

The Rumour Said Fire til Roskilde

Bandet får følgeskab af danske Afenginn samt canadiske Blackie And The Rodeo Kings

Vanen tro er folkene bag Roskilde Festival denne onsdag klar med flere navne til den kommende festival, og denne gang føjes to danske og et canadisk navn til plakaten i form af The Rumour Said Fire, Afenginn og Blackie And The Rodeo Kings.

Danske The Rumour Said Fire oplever masser af medvind i øjeblikket ikke mindst på grund af singlen "The Balcony", der var med til at vinde dem prisen P3 Talentet til forrige uges prisuddeling. Bandet arbejder lige nu på deres debutalbum og vil sommeren igennem kunne opleves på en række danske festivaler inklusive Roskilde Festival.

Der blev i denne uge også plads til Afenginn, der i november 2009 udsendte deres fjerde album "Bastard Etno". Albummet er det første udsendt af det tyske selskab Westpark Records, og pladen er derfor en form for opsamling over bandets karriere med lidt nyt materiale oveni, hvor de endnu en gang tilføjer strej af Balkan-musik til den danske spillemandstradition.


Sidste navn til plakaten er canadiske Blackie And The Rodeo Kings, der består af Stephen Fearing, Colin Linden og Tom Wilson, der har lange karrierer i canadiske musik uden for gruppen. Tom Wilson er tidligere frontmand i gruppen Junkhouse, Stephen Fearing har otte soloplader bag sig, og også Colin Linden har en lang række soloudgivelser bag sig, indspillet med bidrag fra The Band, Keb' Mo' og Lucinda Williams, og har som producer blandt andet indspillet for Bruce Cockburn og Colin James.

Roskilde Festival lover, at der kommer endnu flere navne til programmet allerede mandag 1. februar.

ANNONCE