De danske thrashere Hatesphere er lige kommet hjem fra en USA-turne, men skal snart af sted igen
I efteråret har Hatesphere fået et supportjob for det progressive Seattle-thrash metal-band Nevermore på bandets USA og Canada-turné. Sammen med Nevermore, Warbringer og Mutiny Within, skal Hatesphere på de skrå brædder fra slutningen af september og helt frem til begyndelsen af november.
Bandet er for nylig vendt hjem fra en USA turne som support for Black Dahlia Murder, men den næste rundtur fortsætter videre til Canada, og det er faktisk første gang, Hatesphere når så langt mod nord på det amerikanske kontinent.
Inden det bliver efterår, skulle Hatesphere dog have en samling europæiske koncerter klar. Indtil videre er dog kun en festival i Tyskland er offentliggjort, så de danske fans må væbne sig med lidt mere tålmodighed. Hatesphere har stadig ikke fundet en fast afløser for frontmand Jonathan "Joller" Albrechtsen, der forlod bandet i februar måned. Morten "Kruger" Madsen fra Mevadio sprang ind i sidste øjeblik for at redde turneen med Black Dahlia Murder, men er ikke blevet permanent medlem af Hatesphere.
For nylig bekendtgjorde bandet, at de ville udvide jagten på den perfekte frontmand for bandet, selv om de allerede havde flere lovende kandidater.