Den amerikanske kvintet lægger vejen forbi Scandinavian Congress Center til februar
Senest The National gæstede Danmark var på Roskilde Festival denne sommer, og inden længe dukker de igen op på Sjælland. Men i 2011 er det jyderne, der får glæde af bandets mørke rock, når The National lægger vejen forbi Århus.
Det populære band spiller 11. november en udsolgt koncert i KB Hallen, men nu er der altså godt nyt til dem, der gik forgæves efter billetter og til dem, der ikke kan få nok af bandet, hvis seneste album "High Violet" debuterede på en andenplads på den danske albumhitliste.
Bandet lægger nemlig vejen forbi Scandinavian Congress Center lørdag 26. februar, hvor århusianerne og de tilrejsende fans vil kunne opleve bandet levere materiale fra deres elleve år lange karriere, der indtil videre har kastet fem fuldlængde udgivelser af sig.
Billetsalget til koncerten starter onsdag 27. oktober klokken 10:00 fra både Billetlugen.dk og BilletNet.dk - samt Musikhuset Aarhus, posthuse og Fona-butikker.