Nyhed

Primal Scream spiller Screamadelica i Vega

Det klassiske album fremføres til august i sin helhed i København

Det er tyve år siden Primal Scream udsendte albummet "Screamadelica", og det fejres med en turné, hvor bandet spiller albummet fra ende til anden. Det eneste sted uden for England, hvor man vil kunne opleve bandet indendørs er i København, hvor gruppen optræder i Store Vega 28. august.

Albummet er det tredje fra den engelske gruppe, og det gav ikke bare Primal Scream deres kommercielle gennembrud, men samtidig også retten til at prale af, at de havde lavet en klassiker. Albummet var årets album hos Q Magazine, og samtidig vandt det som det første album nogensinde den senere så prestigefyldte Mercury Prize.

Primal Scream blev dannet af Bobby Gillespie i starten af 80erne, og i gruppens tidlige år var han også trommeslager i The Jesus & Mary Chain. Han forlod dog gruppen efter at have underskrevet en kontrakt med Creation Records i 1986. Herefter fulgte to plader, der hverken var en succes blandt publikum eller anmeldere.


Men i slutningen af 80'erne opdagede Gillespie Acid House-scenen, hvilket fik stor betydning for det tredje album. Gruppen allierede sig med dj'en Andrew Weatherall, der remixede sangen "I'm Losing More Than I'll Ever Have", der under titlen "Loaded" gik hen og blev gruppens første hit og samtidig første single fra "Screamadelica".

Også The Orb var involveret i skabelsen af albummet, der tog et kæmpeskridt væk fra den guitarorienterede lyd, bandet havde været kendt for, og i stedet omfavnede den hastigt voksende engelske elektroniske scene.

Resultatet fremføres live i Store Vega 28. august, og forsalget til koncerten starter onsdag den 13. april via billetlugen.dk / 70 263 267 samt Fona-butikker landet over.


ANNONCE