Nyhed

Monster Magnet besøger Vega

De legendariske rock-magneter spiller hele albummet "Dopes To Infinity" i København til november

Lørdag den 19. november gæster amerikanske Monster Magnet Vega i København, hvor de under koncept-koncerten vil spille alle numre fra albummet "Dopes To Infinity".

Bandet har eksisteret i cirka tyve år, og medlemmerne vil gerne takke alle fans for deres støtte. Bandet har tidligere udtalt, at det fedeste ved at være musiker er at spille live, da det giver et helt særligt bånd mellem kunstnere og deres fans.

Til november gæster de Danmark for at takke deres danske fans. På scenen vil de fremføre en såkaldt koncept-koncert, som går ud på, at de vil spille et af deres mest populære album "Dopes To Infinity" fra 1995 i sin helhed. 


Frontmand Dave Wyndorf udtaler om albummet, at det rummer så ufatteligt meget, både på lyd- og tekstsiden:

"Da jeg skrev "Dopes" tilbage i 1995, fik jeg en idé om en hard-rock, tripped-out rejse, hvor jeg opdagede de mange forskellige lyde og stilarter inden for det store psykedeliske univers fra 1968-1974. Jeg sørgede omhyggeligt for at give lytterne en rutsjebanetur gennem indtagende ord og musik. Jeg sang om kærlighed, had, lyst, glæde og desperation på en måde, jeg håbede ville tænde for lytternes fantasi og tage hverdagsfølelser, som vi alle deler, til mytiske højder. Og heldigvis fortalte fans og anmeldere, at det lykkedes mig, og nu vil jeg gerne videreføre den oplevelse på scenen - "Dopes To Infinity": Live, i sin fulde længde. Jeg kan ikke vente".

De amerikanske Monster Magneter er kendt for deres lyd af rock af den hårdtpumpende, småpsykedeliske slags. Siden opstart i 1989 har bandet bibevaret sin lyd af garagerock à la The Stooges blandet med groovy metal à la Black Sabbath.


Sidste år stod bandet på scenen i Aalborg til Metal Festival. Koncerten blev tildelt fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Keld Rud, som blandt andet gav dem følgende ord med på vejen:

"Wyndorf havde en guitar om halsen, han kun sporadisk brugte. Ikke desto mindre havde Monster Magnet en formidabel guitarlyd. En af de bedste, jeg har hørt på et spillested af Studenterhuset størrelse".

I løbet af karrieren har Monster Magnet blandt andet udgivet otte studiealbum, hvorfra "Dopes To Infinity" altså vil blivet spillet i sin fulde længde på Vega.


Koncerten finder sted lørdag den 19. november.

Billetter og mere information kan findes via Vegas hjemmeside.

 
ANNONCE