Nyhed

Mugison på miniturné i Danmark

Islandske Örn Elías Guðmundsson alias Mugison har nyt materiale og et hjemmelavet instrument med på scenen, når han giver tre koncerter i Danmark til oktober

Mugison debuterede i 2003 med albummet "Lonely Mountain", som blev skudt afsted med fem stjerner fra GAFFAs anmelder Jakob Rosenbak. Siden da har den 34-årige islænding frigivet flere udgivelser - senest albummet "Mugiboogie" fra 2008, og for tiden er han ved at lægge sidste hånd på et album, hvor sangene er sunget på islandsk, samtidig med at han eksperimenterer med et mirstrument-album. Og nu kommer han til Danmark.
Ordet mirstrument er Mugisons eget ord for hans selvbyggede elektroniske instrument.
Nogle år tilbage erstattede Mugison sin laptop med et fuldtidsband og drog på turné. Den seneste tid har han optrådt akustisk, og man kunne blandt andet opleve ham på årets udgave af Spot Festival i Aarhus, hvor han også optrådte i 2006.
Til oktober gæster han endnu engang Danmark, hvor han plus band giver tre koncerter, i henholdsvis Horsens, Aalborg og København. På scenen vil man som publikum også kunne opleve numre fra mirstrument-albummet og dermed også det hjemmelavede elektroniske instrument.
Efter de tre koncerter i Danmark pakker Mugison sammen og drager på en omfattende Europaturné i 2012.
Mini-tourplanen for Danmark ser ud som følger:
28. oktober Kulisselageret / Horsens
29. oktober Skråen / Aalborg  
30. oktober Planeten, Huset i Magstræde / Kbh.
Billetter kan erhverves via GAFFA Live.
Du kan læse mere om Mugison på hans MySpace.
ANNONCE