Nyhed

Niels Skousen udgiver selvbiografi

Den 67-årige sanger, sangskriver og skuespiller udsender sine erindringer ultimo september

"Herfra hvor vi står, kan vi se os omkring til alle sider", sang en ung Niels Skousen på Skousen & Ingemanns klassiske album af samme navn fra 1971. Og udsynet må formodes at være blevet endnu større, når Gyldendal den 30. september udsender den i dag 67-årige Skousens erindringer, som da også netop har fået titlen "Herfra, hvor jeg står".

Niels Skousen, som oprindeligt er født i Tyskland, men tidligt flyttede med forældrene til Fyn, var en af den danske rockscenes markante personligheder fra de sene tressere og op igennem 1970'erne. Efter udgivelsen af den ellers fine Landet Rundt i 1980 valgte Skousen imidlertid at hellige sig det skuespil, som han siden midten af 1960'erne havde praktiseret, blandt andet som medlem af teatergruppen Solvognen og Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Siden fulgte en lang række roller i film og på tv - bredest kendt måske rollen som Axel i den folkekære serie Landsbyen, og senest i Heidi Maria Faissts Frit fald.

Koncertaktuel i efteråret

Da Skousen i 2002 vendte tilbage til musikken var det imidlertid med et comeback, der var ligeså eftertrykkeligt som pausen havde været lang; Dobbeltsyn (2002) og efterfølgeren Daddy Longleg (2006) står som et par af årtiets vigtigste danske plader, og placerede atter Skousen i den absolutte elite af dansksprogede sangskrivere.

Tidligere på året markerede Skousen 40-års-jubilæet for udgivelsen af Herfra hvor vi står med en stort anlagt koncert på Vega i København (billedet), hvor han sammen med de gamle kolleger og en række gæster gennemspillede hele det klassiske album.

I 2004 udsendte Skousen iøvrigt sine samlede tekster i bogform, ligeledes på Gyldendal. Han kan opleves live ved flere lejligheder i efteråret, blandt andet i Aarhus, Næstved og Slagelse. Med sig har han, vanen tro, de to glimrende guitarister Jonas Struck og Rune Kjeldsen.


ANNONCE