P3 Pris-vinderen optræder endnu en gang i huset, hvor hun modtog den prestigefyldte pris
Interessen for Fallulah er genopblusset, efter at hun i sidste måned modtog den prestigefyldte P3-Prisen, og derfor er hendes annoncerede koncert i Koncerthuset lørdag den 2. april nu udsolgt. DR har derfor organiseret en ekstrakoncert samme sted onsdag den 6. april.
Det var også i Koncerthuset, at Fallulah 14. januar modtog P3-Prisen, som ud over æren består af 100.000 kroner. Dog i det store Studie 1, hvor de to koncerter i Koncerthuset finder sted i Studie 2.
P3-Prisen går til "en solist eller et band, som har imponeret, og som meget vel kan blive dansk musiks nye stjerne", som det hedder med P3's ord.
Fallulah debuterede i februar 2010 med albummet "The Black Cat Neighbourhood", der fik fremragende anmeldelser stort set over hele linjen, også i GAFFA, der tildelte albummet fem stjerner og skrev: "Hun bliver stor i 2010 - både herhjemme og forhåbentlig også internationalt."
Fallulah har da også fået stor succes i hvert fald herhjemme i 2010, hvor hun blandt andet har hittet med singlerne "I Lay My Head" og "Bridges" - sidstnævnte var endda det mest spillede danske nummer på P3 i 2010, ligesom albummet er udsendt i en række europæiske lande, og flere venter. For tiden hitter hun med sangen "Out Of It" fra DR1's aktuelle søndag aften-serie "Lykke". Sangen er også kommet med på en ny udgave af "The Black Cat Neighbourhood", som for tiden ligger nummer 4 på den danske albumhitliste.
Billetsalget til ekstrakoncerten er netop begyndt via dr.dk/koncerthuset
Fallulah giver en række andre koncerter i foråret 2011, og billetter hertil kan købes via GAFFA Live.