Vækstlagsrådgivningen vil hjælpe unge iværksættere i gang med råd til blandt andet støtte, booking og afvikling
Unge, kulturelle iværksættere får nu en hjælpende hånd i kraft af Steffen Rasmussens nystartede Vækstlagsrådgivningen.
- Min tanke var, at jeg skulle lave noget som ikke var så kommercielt, og noget hvor jeg kunne hjælpe andre nye kulturelle iværksættere og musikere frem, og måske være med til at trække tingene i en mere kreativ retning, siger Steffen Rasmussen.
Du kender måske Steffen Rasmussen via hans hårde arbejde for dansk undergrundsmusik gennem multiselskabet Strange Ears, der desværre lukkede ned i maj sidste år efter seks års godt arbejde. Strange Ears havde base i Århus og stod for blandt andet pladeudgivelser (af f.eks. Striving Vines), turnébooking, promotion, konceptudvikling og event-arrangering.
Det er således erfaren hjælp, de nystartede kulturelle iværksættere kan forvente gennem det nye Vækstlagsrådgivningen. Målet for Rasmussens nystartede projekt er at blive en etableret dansk institution, hvor unge kulturelle iværksættere kan få råd og hjælp - hvadenten det er angående støtte, booking, afvikling, samarbejdsaftaler eller andet. Vækstlagsrådgivningen henvender sig ligeledes til unge musikere, som søger råd om støtte, booking, distribution, presse, etc.
Rådene får iværksætterne blandt andet gennem en række foredrag rundt om i landet, og åbningen af Vækslagsrådgivningen fejres med en række tilbud. Et gratis album med danske sangskrivere, "Songwriters In The Dark", og bogen "Kulturel Iværksætter - En Historie & Guide" udgives, og der afholdes gratis foredrag rundt i Danmark til nye musikere. Derudover arrangerer Vækstlagsrådgivningen en række weekendkurser for eventmakers. Første kursus løber af stablen i dag d. 20 januar og gennemgår en lang række danske privatfonde som støtter ny musik og kultur, kulturpuljer, samt ansøgninger generelt.
Kalenderen for foråret ser således ud:
27. januar - Udgives gratisalbummet "Songwriters in the Dark". Der er release-fest samme aften på Musikcafeen i Århus med levende lys og mini-koncerter.
TBA marts - Udgivelse af bogen "Kulturel Iværksætter - en historie & en guide".
Foredrag til nye musikere om "hvordan man gør" (gratis):
23. februar – Huset i Magstræde, København
02. marts – Rockstjernen, Herning
15. marts – Holstebro
22. marts – Konfus, Esbjerg
24. marts – Rytmisk Musik, Vejen
TBA – Gimle, Roskilde
25. - 27. februar - Weekendkursus for kulturelle iværksættere og unge eventmakers.
18. - 20. marts - Weekendkursus for musikere om presse, booking, støtte, digital, distribution, events, m.m.
Vækstlagsrådgivningen vil fremover desuden stå for at udgive musikmagasinet "Det Nye Sort", som er ude i februar. På Vækstlagsrådgivningens hjemmeside, vækslag.dk, kan du blandt andet læse om, hvordan du finde vej i junglen af pulje- og støtteordninger, der findes til et danske kulturliv, eller om hvordan du får et møde med iværksætteren Steffen Rasmussen.