Nyhed

Sort Sol til Skive

Den gendannede gruppe er et blandt fire nye navne til programmet for årets Skive Festival

Steen Jørgensen, Tomas Ortved og Lars Top-Galia annoncerede i oktober 2010, at de ville tage på turné som Sort Sol i 2011 og fremlagde ved samme lejlighed en stribe koncertdatoer i marts og april. Men nu tilføjes der en festivaldato til programmet, hvilket betyder at de nu er at finde på plakaten til årets Skive Festival.

Sort Sol lukkede og slukkede i 2004, da Lars Top-Galia forlod gruppen tre år efter udgivelsen af bandets sidste regulære album, "Snakecharmer". Siden da har der dog været masser af rygter om en gendannelse, og sidste år blev beslutningen altså taget om at tage endnu en turné gennem landet.

Dermed var døren samtidig åben for en række job på sommerens festivaler, og nu er Sort Sol blevet bekræftet til programmet for Skive Festival, der ved samme lejlighed kan sætte Magtens Korridorer, Turboweekend og The Blue Van på plakaten.


De tilføjes et program, der allerede inkluderer Tiësto, Humleridderne og MC's Fight Night, og som alle kan opleves i dagene 1.-4. juni. Billetter til festivalen kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE