Nyhed

UnConvention Hub i København

Græsrodsbevægelsen UnConvention Hub arrangerer festival i København

Den 8. oktober afholdes UnConvention CPH, i form af en 1-dags festival, hvor uafhængige nye bands og talenter får mulighed for at erhverve sig viden om musikbranchen. 

Der vil blive afholdt paneldebatter og workshops, som vil lægge vægt på, hvordan og hvorledes musik kan udgives og arbejdes med nu og i fremtiden. Desuden vil der være fokus på vækstlaget, netværk, inspiration og kreativitet.

Hensigten med arrangementet er at samle den uafhængige musikbranche, erfarne som uerfarne, og få dem til at dele viden og erfaring, og festivalen er for alle, som har en passion for at arbejde med musik enten på scenen eller bagom kulisserne. 


UnConvention Hub er en international græsrodsbevægelse, der holder festivaler i hele verden, og det er blandt andet musikere som Roisin Murphy (Moloko) og Jarvis Cocker (Pulp) (billedet), der har deltaget. Bevægelsen har til formål at skabe bindeled mellem amatører, vækstlag og den mere etablerede del af musikbranchen. Det er bevægelsens mål at ændre den måde, som musik skabes, deles og forbruges på, og den vil kort sagt gøre op med de traditionelle konventioner i den eksisterende musikbranche. 

Folkene bag bevægelsen har allieret sig med en række danske musikere, spillesteder og folk, der har med markedsføring at gøre. Blandt andet fra Copenhagen Collaboration, Dansk Live, Stengade, Gimle, Yourwaves og Musikparlamentet.  

Netop nu søger festivalen uafhængige musikere til at deltage i UnConvention CPH. Her har de mulighed for at være med til en indspilnings-workshop samt spille en koncert. 


For at deltage må man ikke være signet til et etableret managementbureau, pladeselskab eller lignende. Det er bands, der spiller original og rytmisk musik (rock, pop, urban, elektronika og så videre), der vil komme i betragtning, og du kan læse mere her.

Der forlyder endnu intet om hvor UnConvention CPH kommer til at foregå, men du kan holde dig opdateret på Facebook.

ANNONCE