Nyhed

Iron And Wine til Posten

Spillestedet tilføjer ved samme lejlighed Kurt Vile & The Violators og Lisa Ekdahl til deres program

Sam Beam og resten af Iron And Wine gav i februar måned udsolgte danske koncerter i Aarhus og København, og til august vender de tilbage til Danmark for at give en koncert på Posten i Odense. Sammen med offentliggørelsen af denne koncert byder spillestedet også ind med en august-koncert med Kurt Vile & The Violators samt en oktober-koncert med Lisa Ekdahl.

Iron And Wine er en sjælden blanding af publikums- og anmelderfavorit, der her på GAFFA har indkasseret fem stjerner for deres tre seneste studieudgivelser og begge deres Aarhus-koncerter. Der var som nævnt udsolgt til de seneste to danske koncerter, så mon ikke også der bliver rift om billetterne til det kommende fynske besøg.

I samme måned får Posten også besøg af Kurt Vile & The Violators, der i næste uge gæster henholdsvis Vega 12. maj og Voxhall 13. maj. Han er desuden på programmet til årets Roskilde Festival, så den amerikanske sangskriver får set en del til det danske rockpublikum i år.


Derudover tilføjer Posten også en koncert med Lisa Ekdahl til en plakat, der udover en stribe danske navne desuden indeholder navne som John Mayall og The Cult.

Iron And Wine kan opleves i Odense 15. august, og Kurt Vile & The Violators gæster byen 24. august. Lisa Ekdahl giver koncert 26. oktober, og billetter kan købes via PostenLive.dk.

ANNONCE