Den islandske festival annoncerer nye tilføjelser til programmet, der ud over Beach House nu tæller navne som Totally Enormous Extinct Dinosaurs og Honningbarna
Når Iceland Airwaves finder sted til oktober i Reykjavik er det med otte nye navne på plakaten, der byder på musik i mange forskellige genrer. Heriblandt elektro-pop, punk rock og islandsk r&b.
Det største af de otte navne er den amerikanske duo Beach House (billedet), der i 2010 udsendte deres tredje album "Teen Dream", der af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt fik 5 stjerner i en anmeldelse, hvor han skrev:
"Vanen tro præges lydbilledet af Legrands dybe, underspillet dramatiske røst, som giver visse associationer til Nico, ligesom musikkens sugende, repetitive midt-tempo-minimalisme ikke ligger så langt fra Velvet Underground. Instrumenteringen har fokus på analoge synthesizere, effektindsmurte guitarer og enkelt programmerede trommer, men det fungerer, ikke mindst på de næsten trance-skabende 'Norway' og 'Walk In The Park'."
Beach House bliver ledsaget af den engelske producer Totally Enormous Extinct Dinosaurs, der er kendt for sine ekstravagante liveshows, og som bidrager til festivalen med sin elektro-pop. Desuden vil det unge norske band Honningbarna, som også gæster årets Spot Festival, spille deres punkrock, og multiinstrumentalisten Matthew Hemerlein fra Washington DC møder op med sin eksperimentelle jazz.
Fra hjemlandet byder festivalen på komponisten Kira Kira, der laver eksperimental elektronika, Retro Stefson blander indie-pop, latin, surf, jazz og afro, og endelig vil Friðrik Dór og Valdimar stå for henholdsvis islandsk r&b og pop.
Iceland Airwaves afvikles i dagene 12.-16. oktober i Reykjavik.
Læse mere om det øvrige program og billetter på festivalens hjemmeside.