Giana Factory udgiver "The Remake Collection", der består af fire 7" vinyler i en hjemmefoldet boks indeholdende remakes af bl.a. Glasvegas og Veto
Et af de mere markante navne blandt de danske albumdebutanter tilbage i 2010 har været trioen Giana Factory alias Loui Foo, Lisbet Fritze og Sofie Johanne.
I efteråret 2010 udsendte Giana Factory debutalbummet "Save The Youth" i Danmark, som GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:
"Denne kombination af kølige kvindevokaler, elektricitet og elektronik fortsætter albummet igennem, ofte med en let melankolsk tone, uanset om tempoet er højt, lavt eller medium og sikrer Giana Factory et udtryk, som er temmelig originalt, i hvert fald efter dansk målestok."
Siden deres debut udkom, har pigerne været på flere turnéer rundt omkring i verden. Her har de blandt andet spillet sammen med Glasvegas, Trentemøller, Autolux og Veto, der hver især har fortolket deres yndlingssang fra "Save the Youth".
Disse fortolkninger har Giana Factory løbende udgivet på 7" vinyler. Nu har de samlet hele "The Remake Collection" i en limited edition hjemmefoldet bokssæt med 4 x 7" singler, der netop er sat til salg i pladebutikker rundt omkring i Danmark.
"The Remake Collection" består følgende vinyler/sange:
- Remake vinyl 1 Dirty Snow + Trentemøller Remake
- Remake vinyl 2 Rainbow Girl + Glasvegas Remake
- Remake vinyl 3 Pixelated Truth + Autolux Remake
- Remake vinyl 4 Change of Heart + Veto Remake