Tom Chaplin & Co. gav en glimrende minikoncert i intime rammer på Bremen Teater
I aftes gav engelske Keane en halvakustisk minikoncert på en times tid på Bremen Teater i København for et lille publikum bestående af 350 konkurrencevindere og inviterede gæster.
GAFFA havde en reporter til stede, Zenia Menzer, og hun beretter om en vellykket koncert. Zenia Menzer indleder sin beretning sådan:
"Personligt skal jeg lede længe efter de koncerter, der bliver indledt med at spise pizza og drikke øl på husets regning, men sådan et arrangement var Keanes koncert på Bremen Teater. Showcasen startede allerede kl. 19, og selv om der gik flere timer, til bandet rent faktisk ville gå på, mødte publikum trofast (eller lokkede) op før tid. Det var dog ikke til at sige, om det var den sociale hygge, gratis mad eller forventningen om at opleve Keane live, der trak publikum af sted timer før koncertstart, men faktum var, at de var der. I øvrigt var de alle enten inviterede eller vindere af konkurrencer på Keanes hjemmeside og via Tak Rock, Radio 100 og GAFFA.
Godt en time efter at dørene var blevet åbnet, lukkede salen op for opvarmningen, der bestod af danske singer-songwriter Jonas Breum, som var med til at kickstarte den intime stemning, der skulle vise sig at dominere resten af aftenen. Selv om publikum viste sig fra en lidt stille side, kunne man mærke koncentrationen om scenen, hvilket efter en kort pause blev omdannet til jubel, da der blev taget imod de fire britiske pop-entusiaster.
Keane er et band, der besidder både en mørk melankoli og en lys, mere håbefuld side, hvilket præger deres musik i allerhøjeste grad. Det var også en sådan dikotomisk blanding, der blev fremført for Bremen, og selv om bandet var der for at promovere deres nye album, Strangeland, blev der også fremført numre som "Everybody's Changing", "Is It Any Wonder" og gennembrudshittet "Somewhere Only We Know", der alle stammer fra bandets to første plader, Hopes and Fears og Under the Iron Sea. Det gav en dybde i bandets fremførelse, der også var med til at markere den røde tråd gennem hele bandets diskografi. Det var med andre ord let at genkende Keane i deres nye plade, der udkommer i Danmark den 7. maj, og denne aften blev numre som "Silenced By The Night", "Disconnected", "Sea Fog", "Sovereign Light Cafe" og "The Starting Line" præsenteret som stykker af den nye plade."
Zenia Menzer konkluderer senere:
"Følelsesmæssigt kom bandet på mange måder hele vejen rundt, og det skabte en helhedsoplevelse af karat. Selv om tiden gik hurtigt under koncerten, virkede publikum mættede bagefter, fordi det føltes som om, Keane havde givet et stykke af sig selv, og netop fordi de var så nærværende og ægte, blev publikums ønske om at se og høre Keane på nært hold oplfyldt.
Derudover blev der sluttet af med lovningen på en fuldlængde-koncert i Danmark inden for det næste år, hvilket vi jo så kun kan se frem mod – mens vi lever højt på den lille storslåede koncert, der blev fremført for os i går."
Læs en længere reportage fra minikoncerten i GAFFAs artikelsektion.