”Den vise rockpoet” står der i dødsannoncen. Og sammen med Eik Skaløe og Hans Vinding fremstår Laus Bengtsson da også som en af giganterne, fra dengang der kom blomster i pistolen og sproget blev elektrisk.
Der er rigtigt mange, der har spurgt til Laus på det sidste. I en tid, hvor ikke bare Spids Nøgenhat har drejet opmærksomheden hen mod dengang, sproget blev elektrisk og musikken for alvor drog på langfart båret af orkestre som Alrune Rod, har Laus Bengtsson fremstået som et fyrtårn, der bare skrev de fedeste tekster. Nu er han død i al ubemærkethed for den store offentlighed.
Det var Laus der leverede, dengang Povl Dissing sammen med Peter Thorup og Beefeaters skulle lave den legendariske plade "Dissing", den som aldrig blev kaldt andet end "Nøgne Øjne". Her var der især et nummer, der brændte sig fast i en buket af mestersange, nemlig "Tape Fra En Halv Mand", hvor Povl Dissing udbredte Bengtssons tekst med det berømte hint til "ham der Bob" – altså Bob Dylan – som alle skævede til i midt- og sluttresserne.
Og det var også Laus, der leverede og gav de danske hippier og flippere som undertegnede et helt nyt sprog af herlige gloser og vendinger, hvor vi båret af ligeledes afdøde Leif Rodens stemme brød tabuer og afsøgte kærlighedens veje og vildveje et sted ude på et vidunderligt og syret sted ved navn Natskyggevej.
Laus blev Alrune Rods store ordmester, og hans elektriske ord blev fuldkomment unikke i dansk rockpoesi. Hvor en Eik Skaløe godt nok havde sat sine spor på den ene store plade, som kom fra hans hånd og havde gjort begreber som Lotus-læbe-kys og Violette snabel-tyrker-sko til andre måder at beskrive centrale dele af vores nyfundne vej ud i kærligheden og bevidsthedsudvidende tilsætninger, bredte Laus spektret helt ud, og hans sange vil altid være der, som de allerede har været det, og han står tilbage som den største. Også selv om den åndsbeslægtede Hans Vinding fra Furekåben og Hyldemor godt nok fik sat nogle verslinjer sammen i 1970'erne og ind i 1980'erne, som i dag er overset, men ikke desto mindre hører til oppe i det højeste lag sammen med Skaløe og Bengtsson.
At drømme er bestemt ikke forbudt, og med Laus Bengtssons vidunderlige pen, blev drømmene og visionerne grænseløse.
Nu er endnu en af de store at finde et sted derude i tusmørketimen på Natskyggevej. Som den elektriske poet skrev det så grænseløst fedt:
"Hun kommer så sagte som i tåge
åbner usynlig havelåge
hun rører ved min hånd
og hvisker KOM!
Vi løber os fri
af andres dom
vi flyver her på Natskyggevej…."
Laus Bengtsson 1937-2012. Æret være hans minde.
