Oslo-festivalen har netop offentliggjort Damon Albarn og co.
Når Øyafestivalen atter løber af stablen til sommer mellem den 6. og 10. august i Olso, så bliver det i selskab med brit-rock-gruppen Blur. Festivalen har netop offentliggjort det via sin hjemmeside.
Blur var forbi det skandinaviske sidste år, og her spillede Blur blandt andet på Smukfest, hvor GAFFAs Peter Studstrup gav fem stjerner. Han skrev blandt andet:
"På en aften, hvor Blur viste spændvidden i deres musikalske bagkatalog, med klar vægt på deres hits, sejrede orkesteret med en usentimental, smuk og festlig svanesang."
Om det bliver den samme gode oplevelse, kan du se, når Blur spiller onsdag den 7. august, og det skal blive spændende at se, om der er andre skandinaviske og måske danske festivaler, der kan få fingrene i gruppen.
Øyafestivalen har desuden præsenteret amerikanske Haim, ligesom Of Monsters And Men, Tønes, Goat, Angel Haze med flere er blevet offentliggjort.
Se mere på festivalens hjemmeside. Øyafestivalen foregår som sagt i Oslo fra den 6. til den 10. august 2013.