Nyhed

Malk de Koijn sejrede ved Steppeulven

Hiphop-veteranerne tog tre priser hjem, da musikkritikerprisen blev uddelt fredag

Årets Steppeulve, de danske musikkritikeres pris, blev fredag aften uddelt ved en prisfest i Bremen Teater, København. Prisen uddeles af Foreningen af Danske Musikkritikere.

Aftenens store sejrherrer blev de tilbagevendte hiphop-veteraner Malk De Koijn, der vandt tre Steppeulve for henholdsvis Årets album, Årets orkester samt kategorien Årets tekstforfattere. Dermed fortsætter Malk de Koijn med at høste priser – i december modtog de således tre GAFFA-Priser.

Derudover var der ingen navne, der modtog mere end én pris ved Steppeulven.


Det unge band Ulige Numre blev hyldet med prisen for Årets sang ("København"), mens den ligeledes unge punkgruppe Iceage blev kåret som Årets Håb.

De ikke helt så unge Love Shop vandt en Steppeulv som Årets livenavn efter et år, hvor bandet med Jens Unmack som eneste tilbageværende, oprindelige medlem har båret den musikalske fakkel videre efter tabet af først guitaristen og medkomponisten Hilmer Hassig, dernæst mundharpespilleren med mere Henrik Hall.

Årets musiker blev Bo Rande fra blandt andre The William Blakes, mens prisen som Årets producer gik til bandet When Saints Go Machine for deres album Konkylie. Årets vokalist blev Jacob Bellens (I Got You On Tape og Murder), og endelig blev Michael Møller kåret som Årets komponist for sit 31 sange store værk, A Month Of Unrequited Love, der først udkom på nettet og siden på dobbelt-cd og triplevinyl.


Foreningen af Danske Musikkritikeres Pionerpris gik i år til MC Einar. I motivationstalen sagde foreningens bestyrelsesmedlem, Rune Skyum-Nielsen, blandt andet:

"De fem medlemmer stoppede på toppen. Det tog lang tid, faktisk årevis, før dansk rap kom sig over tabet. Før nogen  genopfandt hiphop på modersmålet. Det var jo nødvendigt at finde et nyt sprog og nyt flow. Det gamle guld og Den Nye Stil kunne ikke overgås".

 


Foreningen af Danske Musikkritikere består af en række musik-journalister/anmeldere med tilknytning til danske dagblade.

Læs en længere reportage fra showet og se masser af billeder i GAFFAs artikelsektion

 

Vinderne af Årets Steppeulv 2012:

ÅRETS ALBUM:

Malk De Kojin: "Toback to the Fromtime"

ÅRETS SANG:

Ulige Numre: "København"

ÅRETS ORKESTER:

Malk De Kojin

ÅRETS LIVENAVN:

Love Shop

ÅRETS HÅB:

Iceage

ÅRETS VOKALIST:

Jacob Bellens (I Got You On Tape og Murder)

ÅRETS MUSIKER:

Bo Rande (The William Blakes med flere)

ÅRETS TEKSTFORFATTER:

Malk De Kojin

ÅRETS KOMPONIST:

Michael Møller

ÅRETS PRODUCER:

When Saints Go Machine

PIONERPRISEN:

MC Einar

ANNONCE