Nyhed

Storm The Building Fest – ny metalfestival i Vejle

Ny endags metalfestival i Vejle, hvor blandt andre The Interbeing optræder

Der opstår nye ting på metalscenen i Danmark. Nu udspringer en endags metalfestival med navnet Storm The Building Fest, som løber af stablen for første gang den 11. august kl. 12-24. Festivalen vil søge at samle de danske metalspidser, hvor der vil blive blandet internationale navne sammen med nogle bands fra den danske undergrund. Festivalen vil have en lille og en stor scene.

Metalfestivalen afholder også en konkurrence om billetter til Ozzy & Friends koncerten på Jellinge Musikfestival. Der vil blive trukket lod blandt dem, der køber billet inden den første maj.

Blandt festivalens hovednavne er engelske Annotations Of An Autopsy. Bandet har tidligere gæstet Danmark til Day Of Decay i Aalborg, og nu vender de stærkt tilbage. De udgav deres debutalbum "Before The Throne Of Infection" i 2008, som blev det højest placerede dødsmetal-album på den engelske hitliste nogensinde. Siden har de udgivet en cd og en ep mere, og til sommer udgiver de endnu et fuldlængde-album.


Blandt de danske navne er Scarred By Beauty, som tager på turné i England, Kina og Danmark forbindelse med deres anmelderroste debutalbum "Sutra" fra 2011. The Interbeing gæster også festivalen i Vejle. Metalgruppen udgav sidste år deres debutalbum "Edge Of The Obscure", som tiltrak opmærksomhed fra Metal Hammer UK, der inviterede bandet med til deres showcase på South By Southwest i Austin, Texas.

De udenlandske bands tæller engelske Heart In Hand, tyske Nasty og italienske Awake The Agony.

Blandt de danske bands er Dawn Of Demise, The Psyke Project, By The Patient, Blood Label, Magtesløs, Aphyxion, New Discolour, Earn Your Scars, Unseen Faith, The Columbian Necktie, Road To Manila, E'nemia og Dead Elegance.


Man kan læse mere om musikken og festivalprogrammet på festivalens hjemmeside

Billetter til Storm The Building Fest kan købes via GAFFA Live

ANNONCE