Den roste danske bluessanger har i skrivende stund programsat 35 koncerter i udlandet
Den danske bluessanger og -sangskriver Thorbjørn Risager er i al diskretion gået hen og blevet en af de flittigst turnerende danske musikere uden for landets grænser. Han udgav tidligere på måneden sit sjette album, "Dust & Scratches", som allerede er udsendt i en række europæiske lande og i begyndelsen af 2012 også udsendes i Sverige, Norge, Tyskland, Østrig, Schweiz, Japan. Og nu drager han på en stor turné, som blandt andet i skrivende stund rummer 35 koncerter uden for landets grænser.
Risager har foran sig koncerter i Tyskland, Sverige, Belgien og Frankrig foruden Danmark. Herhjemme kan man blandt andet opleve ham på Rampelys i Silkeborg 4. februar, 28. april på Portalen i Greve samt tre koncerter på Mojo i København henholdsvis 3. marts, 8. april og 5. maj.
GAFFAs anmelder Ivan Rod tildelte "Dust & Scratches" fire stjerner og skrev blandt andet:
"Der er noget forrygende råt over Dust & Scratches. Noget mandigt. Noget no-bullshit-agtigt. Danske Thorbjørn Risager synger således som var det daggamle skægstubbe, der scratchede mikrofonen i den bragende flotte, tungt fejende kombination af blues, rock, soul, jazz og funk."
Se hele Thorbjørn Risager turnéplan, der løbende udvider sig, på hans hjemmeside.