Espen Strunk anbefaler koncerter og fortæller om Roskilde-oplevelser
Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og i den anledning har GAFFA spurgt en række af sine anmeldere om tre navne, de skal se på årets festival, sammen med et par anekdoter fra deres henholdsvis første og bedste Roskilde-oplevelse. Her gælder det rockanmelder Espen Strunk.
1. Bruce Springsteen & the E Street Band - En tur til Berlin for nogle uger siden bekræftede, at Bruce stadig er en fantastisk koncertkunstner, som naturligvis har førsteprioritet på årets festival.
2. Björk: Min præ-pubertære forelskelse i den islandske excentriker blev atter vakt til live ved en koncert i Queens i vinter, og nu kan intet holde mig tilbage....
3. Alison Krauss & Union Station featuring Jerry Douglas - Pålidelige bekendte har i årevis opfordret mig til at gå om bord i Krauss' katalog, og nu er der ingen undskyldning for at lade være.
Min første gang på Roskilde:
....var i 1995 sammen med en kammerat ude fra forstæderne, og der var absolut ikke andre stimulanser end musikken involveret. Dylan spillede, men ham havde jeg ikke rigtig lært at værdsætte endnu og var meget mere duperet over at opleve Jimmy Page og Robert Plant, som var på turné med det udmærkede album "No Quarter" på det tidspunkt.
Min bedste Roskilde-koncert:
Jeg ville helst svare Nick Cave & the Bad Seeds med Murder Ballads i bagagen i '96, men for at være helt ærlig står dén koncert desværre ikke særligt klart i min erindring. Det gør til gengæld samme års højspændte show med Rage Against the Machine - det var den helt rigtige koncert på det rette sted og tidspunkt, simpelthen.