Den multietniske gruppe fra Brøndby Strand leverede en gedigen præstation på Marokkos største festival
Outlandish udgiver næste mandag deres femte album, "Warrior//Worrier", opfølgeren til 2009's "Sound of a Rebel". Dét album er blevet en solid succes i den arabiske verden, og derfor gav Outlandish i weekenden for anden gang koncert på Marokkos største festival, Mawazine i Rabat.
GAFFAs verdensmusikekspert Torben Holleufer var på festivalen, og han var godt tilfreds med Outlandishs koncert, som han tildeler fire stjerner og blandt andet skriver følgende om:
"Det er unægtelig et medrivende sæt, der blander seriøs hiphop, hvor især Waqas og Lenny tager fra - den normalt nærmest flegmatiske Lenny i den grad i færd med at indtage en plads, hvor han fylder noget og giver orkestret betydelig kant - med pop og r&b, hvor Isam B og den fine sanger Jonas Rendbo - som i øvrigt lavede et soloalbum tidligere på året - får sunget med hjertet og leverer de store øjeblikke i sange som I Only Ask Of God, Aicha og den nye Warrior/Worrier, som publikum allerede kendte og havde taget til sig. Ligesom de fortsat var helt oppe at køre på sange som Walou, som i sin tid såvel som nu i den grad er et "calling card" for gruppen for Brøndby."
Torben Holleufer konkluderer:
"Så mod alle odds en fed aften i Rabat med et medlevende publikum og kameraer, som på direkte tv formidlede og vil sikre, at flere kommer ud næste gang Isam B, Waqas Qadri og Lenny Martinez lægger vejen forbi med deres band. Så må vi håbe at Mawazine-festivalen ser lyset og giver bandet en af de mere attraktive scener på hovedstadens store festival.
De fortjener det."
Læs hele anmeldelsen i GAFFAs anmeldelsessektion.