Boganmeldelse: Dalton – Vi var jo aldrig helt ædru dengang

Den må siges at ligge til højrebenet: en bog om Olsen, Madsens og Lilholts succestrio Dalton og ikke mindst dens gendannelse i 2010, hvor forfatteren Dennis Drejer har fulgt bandet ved seks koncerter. Hertil kommer en støttekoncert tilbage i 2005, almindelig research og i øvrigt en baggrund som journalist, forfatter og såkaldt ghost writer – anonym tekstforfatter – på den meget omtalte "Jæger – I krig med eliten" fra 2009.

Helt centralt i såvel researchen som den færdige tekst står imidlertid samtalerne med trioen selv, sammen og hver for sig: "Interviewene på tomandshånd var særligt vigtige, for Madsen, Lilholt og Olsen sammen er ofte fjollede, ironiske drillende og decideret løgnagtige", noterer forfatteren.

Joviale spydigheder 

Trods denne rigtige og afgørende observation falder forfatteren imidlertid så at sige selv i fælden: med sin benovede grundtone og tendens til mikrofonholderi kommer bogen ligesom aldrig bag om hovedpersonernes gensidige joviale spydigheder – bogen er en samtalebog mere end en biografi, selvom vi kort præsenteres for medlemmernes respektive baggrunde. Og det er der jo i sig selv ikke noget galt i, skal det straks tilføjes.

For i stedet reproduceres bandets eget mythos så, hvilket bestemt heller ikke er uden underholdningsværdi: "Og lige dér kom en journalist, som vi kender fra P4 Syd, gående, og så i stedet for at høre på, hvad Johnny sagde, kaldte Lars på ham for at spørge, om han var blevet muslim for at få noget negerfisse, og det, syntes jeg, var meget interessant at høre om", som Olsen siger – Olsen, hvis meget tørre humor og skarpe observationer her som altid er en fornøjelse:

"Det med venskab ligger meget i generne. At Johnny og mig kommer fra en meget ens baggrund. Thyborøn og Frederikshavn er slet ikke dansk kultur, slet ikke Thyborøn, men heller ikke Frederikshavn, det er langt mere skotsk-engelske byer. Lars kommer af noget helt andet, en anden baggrund, en akademisk familie, der har boet i Afrika og alt muligt andet moderne".

Eftertænksomme stunder 

Lilholt tegner sig til gengæld for nogen af bogens mere eftertænksomme stunder, som her hvor han gør eksistentiel status mod bogens slutning:

"Når jeg engang skal se tilbage på det her liv, tror jeg, at jeg vil sige, at jeg fik den allerstørste glæde ved, at der var nogen at dele med. Sådan har jeg det også med musikken. Men livet er jo: af ord er du kommet, til ord skal du blive. Vi starter som et møde mellem to og slutter som en fortælling om engang".

I lyset heraf synes det unødvendigt at tilføje Ugebladet Søndags-adjektiver som "Den uforlignelige trio", udråbe trioens dannelse som "den historiske begivenhed" og, om en koncert, juble at "Selv da Lilholt glemmer et vers til "Blå Måne", synes salen, det er herligt". Men lad nu det ligge, som man siger.

For i en vis forstand opleves læsningen af "Vi var jo aldrig helt ædru dengang"s godt 300 sider mest af alt som at at være til en (meget lang) Daltonkoncert. uden musikken, men til gengæld flankeret af en fan, som gladeligt deler ud af sin viden om bandet mellem numrene. Og som sådan fungerer bogen fint - og så har vi ikke engang nævnt, at teksten ledsages af utallige fotos fra hele karrieren.

Vurdering: Fire stjerner.