80'er-festivalen afslører tre 80'er-ikoner til dens 2013-program
Esbjerg Rock Festival - Greatest Hits of the 80's løfter nu sløret for tre af hovednavnene til 2013-udgaven af festivalen. Det bliver Billy Ocean, Level 42 og Rick Astley, som gæster den jyske festival næste sommer.
Pop-ikonet Billy Ocean gæster Danmark for første gang i mere end 20 år i forbindelse med Esbjerg Rock Festival. Den 62-årige, engelske sanger har solgt millioner af album og toppede i 80'erne med hits som "Caribbean Queen", "Loverboy", "There'll Be Sad Songs (To Make You Cry)", "When The Going Gets Tough, the Tough Get Going" og "Get Outta My Dreams, Get into My Car."
Level 42 er ligesom Billy Ocean et engelsk 80'er-navn, og de stod bag hits som "Lessons In Love", "Running In The Family", "Something About You" og "Leaving Me Now". Det sidste hovednavn bliver Rick Astley, der har solgt næsten 40 millioner albums og singler, og som vil optræde med klassikere som "Never Gonna Give You Up" og "Together Forever".
De tre hovednavne spiller lørdag på festivalen, mens fredagen byder på en række 80'er-jam-bands. Det vil være koncerter med Michael Jackson Tribute, Bryan Adams Tribute, Kind of Magic, Back In Black og Hit Med 80'erne. Festivalens konferencier vil være Thomas Kristensen, Morten Resen, Joakim Hediger, Carsten Agerbæk og Jørgen de Mylius.
Esbjerg Rockfestival - Greatest Hits fra 80'erne finder i 2013 sted fredag den 31. maj og lørdag den 1. juni i Vognsbølparken i Esbjerg.
Køb billet til Esbjerg Rockfestival via festivalens hjemmeside.