Ifølge Ekstra Bladet skal Sort Sol på turné næste år. Guitarist Lars Top-Galia vil dog kun bekræfte, at han er indkaldt til møde med sin booker.
Sort Sol blev sidste år gendannet til en lang turné på omkring 50 koncerter med afslutning i Gjethuset i Frederiksværk 1. december. Nu kan Ekstra Bladet imidlertid oplyse, at flere uafhængige kilder til avisen siger, at bookingbureauet PDH for tiden forsøger at sælge Sort Sol til koncertarrangører rundt om i landet med henblik på en indendørs forårsturné. Ifølge Ekstra Bladet planlægger Sort Sol også at optræde på sommerens festivaler.
GAFFA har kontaktet guitarist Lars Top-Galia for en kommentar.
Skal I gendannes igen næste år?
– Det har jeg ikke hørt noget om. Hvem siger det?
Thomas Treo fra Ekstra Bladet skriver, at I skal på turné næste år.
– Så ved han noget, jeg ikke ved. Det eneste, jeg kan sige er, at jeg er blevet indkaldt til møde med PDH i slutningen af denne uge, men jeg ved ikke, hvad de vil tale om. Det behøver jo ikke at handle om en ny turné. Men jeg glæder mig da til at høre, hvad de siger.
Men hvis det handler om en genforening, hvad vil du så sige?
– Det kommer helt an på situationen. Men der har været en massiv efterspørgsel fra koncertarrangører og fans, og det er da pirrende, det skal jeg gerne indrømme.
Så du vil ikke afvise, at I kunne finde på at spille live næste år?
– Nej, men jeg vil heller ikke bekræfte noget.
Hvordan synes du selv, jeres turné i 2011 gik?
– Den gik fremragende. Jeg kan ikke huske, at vi har spillet bedre, og den blev jo også en kommerciel succes. Jeg havde ikke nogen fornemmelse, inden vi gik i gang, men de koncerter er noget af det bedste, vi har spillet.
Har I skrevet nye numre, siden I blev genforenet i 2011?
– Både ja og nej. Der ligger lidt, men ikke så meget. Men vi mødes jo ikke så ofte, når vi ikke lige er på turné.
Da Sort Sol blev gendannet i 2011, var det uden de originale medlemmer, guitarist Peter Peter og bassist Knud Odde, der gik ud i henholdsvis 1995 og 2001. Kernen i bandet, sanger Steen Jørgensen, trommeslager Tomas Ortved og guitarist Lars Top-Galia, fik i stedet assistance af tre noget yngre musikere, nemlig guitaristerne Manoj Ramdas og The Adam alias Adam Olsson samt bassisten Anders "AC" Christensen.
GAFFA har ikke kunnet få en kommentar fra PDH, men følger op på historien, når der er nyt i sagen.