GAFFA overværede legendens måske sidste koncert på europæisk grund søndag aften
Arkivfoto
Søndag aften afsluttede Leonard Cohen den europæiske del af sin turné, der dog fortsætter i Nordamerika året ud. Med Cohens alder på 78 i betragtning var det måske legendens sidste koncert på europæisk grund nogensinde, og GAFFAs Espen Strunk var derfor draget til Portugals hovedstad Lissabon for at tage ordentligt afsked med den højt besungne sanger og sangskriver. Og der var tale om en aften helt ud over det sædvanlige, beretter Strunk og tildeler koncerten de maksimale seks stjerner. Espen Strunk skriver blandt andet:
"Her, hvor de store opdagelsesrejsende i sin tid stævnede ud, slutter rejsen for en mand, som mere end nogen anden amerikansk popkunstner er rundet af netop den Gamle Verdens kulturarv. En mand, hvis melankolske grundtone springer fra samme brønd som den følelse, som i nabolandet Spanien kaldes duende og her kendes som saudade. Er det sidste gang, han betræder en europæisk scene? Vi ved det i sagens natur ikke, men under alle omstændigheder bliver det i løbet af det tre en halv time lange show i stigende grad klart, at dette ikke bare er en særlig aften. Den er historisk."
Espen Strunk skriver videre:
"Flere sange er blevet skiftet ud siden de to danske koncerter for knap seks uger siden, og væk er elementet af comic relief; de tørt humoristiske kommentarer som forsonende faktor. Her er ingen nedgående sensommersol efterfulgt af en smuk måne som ved koncerten i København, ingen formildende omstændigheder. Kun de nøgne, stærke tekster leveret med en indædt alvor og koncentration, som er evident fra starten. En mand, der lægger sit livsværk omhyggeligt ud og vejer hvert ord, idet der gang på gang dukker nye småjusteringer op i teksterne."
Endelig konkluderer Espen Strunk:
"Tilbage står en maestro på vej til sidste tæppefald og en ydmyg anmelder på en gang tristere og klogere; erkendelse betalt med håb og en klump i halsen over en spirituel oplevelse, som har været lige så smertelig som smuk. Det giver ingen mening at gisne om, hvorvidt det vitterligt er Cohens sidste koncert på kontinentet, vi just har bevidnet. En kendsgerning er det imidlertid, at vi har overværet en monumental manifestation af et poetisk format uden sidestykke i populærkulturen."
Læs hele anmeldelsen i GAFFAs anmeldelsessektion.