Den populære sangerinde leder efter opvarmningsbands i forbindelse med projektet Local Heroes
Den storhittende sangerinde Nabiha søger lige nu efter opvarmningsnavne til sine kommende koncerter i Aarhus og København i forbindelse med talentudviklingsprojektet Local Heroes. De to koncerter finder sted på V58 i Aarhus den 23. november og på Lille Vega i København den 24. november.
Nabiha opordrer alle bands med lokal tilknytning til Aarhus og København om at ansøge hurtigst muligt, og ud af de ti navne, som får flest stemmer ved hvert spillested, vil Nabiha lytte og håndplukke sine lokale favoritter. Ansøgningen om at deltage i konkurrencen samt udvælgelsen foregår på Local Heroes' hjemmeside. Sidste frist for ansøgning og indsamling af stemmer er torsdag den 15. november.
Projektet Local Heroes er et samarbejde mellem Fender, Roland, Sennheiser, 4Sound, Hi-Fi Klubben, ORA, GAFFA og Volume, der forsøger at styrke de lokale miljøer og hjælpe nye musikalske talenter. Projektet er for tiden ved at afslutte et forløb med 18 Turboweekend-koncerter, 12 koncerter for The Eclectic Moniker og 8 for Lise Westzynthius.
Nabiha, der har rødder i både Nordvestafrika og Danmark, har gjort opmærksom på sig selv med sin sprudlende pop siden debutudgivelsen "Cracks" fra 2010. Albummet modtog fem stjerner af GAFFAs Sohail Hassan, som skrev: "Resultatet er en glad, dansevenlig og melodisk elektronisk pop, som alle, efter få gennemlytninger, vil kunne synge med på. Nabiha synger godt og besidder en stærk vokal, som passer perfekt til formålet".
Køb Nabiha-billetter via GAFFA Live