Nyhed

Spot tilføjer 14 nye navne

Festivalen præsenterer lidt for enhver smag

Spot Festival, som løber af stablen den 3.-4. maj i Aarhus, tilføjer i dag 14 nye navne til programmet. Spot kan præsentere lidt for enhver smag med Aarhus-hiphoppere, folkemusikanter, konservatorieuddannede og et efterskoleband.

Fallulah er i øjeblikket aktuel med album nummer to, som GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez under overskriften "Lutter herligheder fra Fallulah, der er tilbage for fuld – men også til tider afdæmpet – udblæsning" gav fem stjerner.

Flødeklinikken er ligeledes aktuelle med deres andet album, "Syv Sind". Gruppen udgør et anderledes indslag på den aarhusianske hiphop-scene, og musikken spilles på håndholdte instrumenter.


Point Blank spiller ligeledes hiphop med levende instrumenter, og har blandt andet varmet op for navne som Ice Cube og Hocus Pocus.

Schultz and Forever alias den unge sanger Jonathan Schultz er relativ ny på den danske stjernehimmel. I 2011 uploadede han demoen "Odd Stories" på sin Bandcamp, og i januar i år udkom han med ep'en "Céline". Schultz and Forever Spot-debuterede sidste år.

Boho Dancer (billedet) er produkt af KarriereKanonen, som de vandt i 2011. Trods deres debutalbum endnu ikke er ude – det kommer den 8. april – har Boho Dancer allerede markeret sig på den danske musikscene med deres moderne folk-musik, og optrådt på blandt andet Spot Festival, NorthSide og Smukfest.


Mads Beldring er konservatorieuddannet trommeslager, men har med debutalbummet "Hør Nu Her" lagt stikkerne på hylden til fordel for skæve Brooklyn-toner, fredfyldt lollandsk bondehusidyl og Nørrebros dunkende uro i et stemningsmættet folk-univers.

Kristian Leth er bedst kendt som frontmand i altid energiske The William Blakes, men når han denne gang besøger Spot, bliver det som solist med albummet "Hjemad" i baggagen. Til Spot optræder Leth med folk-trioen Dreamers Circus.

Darling Don't Dance! udgav i 2012 debutalbummet "City Ghosts", og der balanceres mellem det feminine og rå, blonder og nosser, kjoler og Big Muffs med deres kontrastfyldte støjrock.


Kristina Renée debuterede sidste forår med minialbummer "For Now", og til juni udkommer Kristina Renée med sit debutalbum, hvorfra singlen "Sorrow Knows" har været et stort radiohit.

Udover disse kunstnere præsenterer Spot i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium fire navne, som tæller Kadie Elder, Ulvetimen, Madame Indigo og We Invented the Night. Via et andet samarbejde, nemlig med festivalen Aftryk, kan Spot ligeledes præsentere hiphop-gruppen Complexity.

Find billetter til årets Spot Festival via GAFFA Live og lyt til de optrædende bands på GAFFAs Spot Festival playliste.

ANNONCE