Nyhed

Cohen begejstrede i Odense

Den canadiske veteran-singer-songwriter får fremragende anmeldelser for gårsdagens koncert

I aftes gav Leonard Cohen koncert i Kongens Have i Odense til sin syvende danske optræden siden live-comebacket i 2008. Og vanen tro får den i dag 78-årige canadiske sanger, sangskriver og digter fremragende anmeldelser fra de danske medier, hvor de fleste giver ham fem og seks stjerner – en enkelt dog kun fire.

Tager vi karaktererne nedefra, er Ekstra Bladets Thomas Treo mest kritisk med fire stjerner. Han skriver blandt andet:

"Cohens band virkede i perioder for mageligt til at give poeten modspil, og selv om man næppe kan forvente, at en gammel gavmild gentleman ligefrem genopfinder sig selv, så savnede man lidt fornyelse under hans syvende show på dansk grund siden koncertcomebacket i 2008."


GAFFAs Morten Ebert Larsen er mere positiv og uddeler fem stjerner med blandt andet følgende ord:

"Drifters-coveret "Save The Last Dance For Me" var hverken fugl eller fisk, og den efterfølgende "Heart With No Companion" virkede også lidt malplaceret i ekstranumrene, hvor Cohen var blevet klappet ind flere gange. Til gengæld fik vi den utrolige "Anthem" med endnu en omgang bandpræsentationer som afslutning på en koncert, som varede over tre timer og for det meste var uovertruffen, men også havde sine få døde punkter. Derfor ender vi på et gigantisk stort femtal, men det var  langt hen ad vejen en uforglemmelig aften midt i Odense."

Berlingskes Michael Charles Gaunt er helt oppe at ringe med de maksimale seks stjerner og skriver blandt andet: "Uforlignelige Cohen gav alt – og mere til. Leonard Cohen var i sit vanlige generøse hjørne, da han lørdag aften gav endnu en fænomenal maratonkoncert på dansk grund – denne gang i Odense.


Jyllands-Postens Peter Schollert giver også seks stjerner og skriver under overskriften "En eventyrlig aften med Leonard Cohen" blandt andet: "Den 78-årige canadiske solist var i formidabel form til en mere end tre timer lang koncert midt i Odense.

ANNONCE