Frigivet medlem kalder amnesti et pr-stunt fra de russiske myndigheders side
Internationale musikstjerner har på det nærmeste stået i kø for at ytre deres støtte til de tre medlemmer af den russiske performance-gruppe Pussy Riot, som i marts sidste år blev fængslet i kølvandet på en happening i en katedral i Moskva.
Dommene for "hooliganisme" faldt i august sidste år og lød på to års fængsel. Et medlem blev siden løsladt efter en appelsag, og nu er de sidste to fængslede medlemmer - Nadezhda Tolokonnikova og Maria Alyokhina - blevet løsladt før tid. Det sker som led i et amnesti til et større antal fanger, som det russiske parlament godkendte i sidste uge.
Alyokhina - det ene af de to løsladte medlemmer - stiller sig imidlertid stærkt skeptisk over for den nye amnesti-lov, som hun kalder "et pr-stunt" med henblik på at forbedre systemets image op til vinterens Olympiske Lege. TV2.dk citerer idag Alyokhina for at opfordre til boykot af den store sportsbegivenhed:
"Under alle omstændigheder bør de europæiske lande genoverveje deres holdning til OL. Jeg opfordrer til boykot af OL. Jeg opfordrer til ærlighed og jeg opfordrer til, at man ikke køber olie og gas, som leveres af Rusland," skal Alyokhina tidligere på dagen have udtalt til tvrain.ru.
Maria Alyokhina blev løsladt i morges (23. december, red.), og fik senere på dagen selskab af Nadezhda Tolokonnikova, forlyder det.