Nyhed

Børn slår Fallulah

Den længede ventede toer fra sangerinden kan ikke hamle op med M:G:P på hitlisten

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. I denne uge er det for anden uge i træk musikken fra børnenes melodi grand prix, M:G:P 2013, der ligger på førstepladsen på albumhitlisten efterfulgt af Fallulahs længe ventede andet album, "Escapism" (billedet) og Dúnés lige så imødesete treer, "Wild Hearts", der er nyheder som henholdsvis nummer to og tre.

Las Vegas-gruppen Imagine Dragons går ind som nummer 25 med deres debutalbum "Night Visions", og sidste uges nyhed i top 40 på albumhitlisten er Stoffer & Maskinen, der er nye som nummer 35 med deres andet album, "Astronaut".

Tracklisten har en ny etter i denne uge, nemlig Macklemore & Ryan Lewis feat. Wanz med "Thrift Shop", der også – som i sidste uge – topper streaminghitlisten.


Den såkaldte bit-album-hitliste, der tæller downloads fra abonnementstjenester, toppes i denne uge også af "M:G:P 2013", mens den tilsvarende liste for enkeltnumre i spidsen har en nyhed, Barbara Moleko og "Dum For Dig". Airplaylisten, altså de mest spillede sange på landets radioer, har som i sidste uge Taylor Swift og "I Knew You Were Trouble" i toppen. Ugens mest solgte musik-dvd er Rasmus Seebachs "Rasmus Seebach Live".

Se alle de officielle danske hitlister her.

ANNONCE