Michael Poulsen & Co. har deres femte album lige om hjørnet
Det internationalt succesfulde danske rockband Volbeat har netop offentliggjort, at de dette forår vil udgive deres femte album, "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies".
Albummet er produceret af amerikanske Rob Caggiano i samarbejde med bandets mangeårige samarbejdspartner Jacob Hansen. Rob Caggiano's producer-cv omfatter blandt andet The Damned Things, Bleeding Through og Anthrax, ligesom han har været lead-guitarist i Anthrax i flere omgange.
Fra studiet, hvor Volbeat befinder sig i disse dage, løfter forsanger Michael Poulsen lidt af sløret for, hvad man kan forvente:
"Vi er tilbage i studiet, og denne gang bryder vi med nogle af vores gamle vaner, hvilket betyder, at vi nogle gange må forlade vores 'comfort zone', og det er godt. Vi indspiller i et helt nyt sted, producerer med et helt nyt set-up og finder nye steder i vores lyd. Det er virkelig fedt! Ud over vores samarbejdspartner igennem lang tid, Jacob Hansen, har vi fået æren af at have producer Rob Caggiano med om bord. Forvent en masse overraskelser, og vi rocker mere og tungere end tidligere. Mere end nogensinde tager vi Volbeat-lyden til et nyt niveau uden at ændre på, hvad vi står for. Vi kan ikke vente med at få musikken ud!"
Volbeat debuterede i 2005 med albummet "The Strength / The Sound / The Songs", som i 2007 blev fulgt op af "Rock The Rebel / Metal The Devil". Dette album blev gruppens folkelige gennembrud, ikke mindst takket være "The Garden's Tale", en tosproget duet med Magtens Korridorers Johan Olsen. I 2008 udgav de albummet "Guitar Gangsters & Cadillac Blood" og i 2010 "Beyond Hell / Above Heaven".
Igennem årene har Volbeat turneret intensivt i såvel Danmark som udlandet og har efterhånden oparbejdet en solid fanbase i mange lande, blandt andet USA, Tyskland og Sverige. Deres seneste album har solgt platin i Tyskland og Sverige, og gruppens singler "A Warrior's Call" og "Still Counting" har i 2012 begge toppet den såkaldte Active Rock-hitliste, en hitliste for airplay på en lang række amerikanske radiostationer, der spiller rockmusik.
Volbeat spiller fem udsolgte koncerter i Danmark i slutningen af februar samt Jelling, Skive og Roskilde Festival til sommer.