Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester



Vil du feste i en gammel fabrik eller en undervandsnatklub? Her er de bedste dj’s og dansegulve denne weekend

Nu sætter GAFFA øget fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor du finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!





Ekstreme skills bag pulten

I disse dage, hvor enhver, der kan stå og stirre ind i en laptop foran et dansegulv, kalder sig en dj, er det vigtigt at få hørt dem, der rent faktisk kan noget. En af dem er dj Lab, der gjorde sig den ulejlighed at øve sig så meget med vinylerne dengang tilbage i 90'erne, at det var ham, folk talte om bagefter, når han havde dj'et som opvarmning til stornavne som Derrick May og Laurent Garnier. Dj Lab var Culture Box' første resident-dj overhovedet, men nu er han flyttet til Californien, hvor han får rollen som hjemmegående husfar og ekstremløber til at gå op i en højere harmonisk enhed. Heldigvis kommer han dog til Danmark for at holde sommerferie, og i den anledning har Culture Box kapret ham til et sæt fredag aften på Red Box. Han suppleres af Blagger og Patrick Bateman.  



Hvad: Connect Four Night med dj Lab 

Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a 

Hvornår: Fredag 21. juni fra 23

Hvordan: 50 kr. - Facebook


Raffinerede dansegulvsbaskere

Hvis man trænger til at blive mindet om, hvor sofistikeret og intelligent elektronisk musik kan være (samtidig med at det er festligt), bør man tage på KB18 fredag aften, hvor den fabelagtige tyske duo Pan-Pot rykker ind med et live-sæt og viser, hvordan velkomponeret minimalisme (en perfekt placeret knitrelyd, et mørkt sug under 4/4-beatet) er tusind gange mere medrivende end al den forcerede fyrværkeri-larm, der skyller ud fra stadionhouse-scenerne og ind på hitlisterne. Og så leverer Pan-Pot deres raffinerede dansegulvsbaskere med så meget star quality bag pulten, at de kan gøre en hel natklub bløde i knæene. Det er smukt booket og et absolut must. Pan-Pot suppleres af et dansk lineup: Andy Zones, Hamid Bongo, Lauge&Rütz og Secret Groovers. 



Hvad: ReConstruct præsenterer Pan-Pot
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.

Hvornår: Fredag 21. juni kl. 23.55 til 08 

Hvordan: 110 kr. på http://billetto.dk/pan-potlive





Genbrugsfest med masser af remix 

Der er fest hele weekenden i Helsingør, hvor festivalen Bastard sætter et funky fokus på redesign, genbrug og bæredygtighed - med buzzwords som life-hacking (hverdagsproblemer løst på en snedig måde) og up-cycling (genbrug, der gør ting endnu federe end de var oprindeligt). Til sådan en festival hører naturligvis et musikprogram med masser af remixes, bootlegs og edits, og det leveres bl.a. af Den Sorte Skole, Unkwon, Holtoug og dj Er Du Dum Eller Hvad. Tjek det fulde musikprogram for fredag og lørdag på bastardfestival.dk, og gå ikke glip af den helstegte pattegris, der serveres fredag - med tilbehør af "wastefood" (madvarer, der ligger omkring sidste salgsdato og derfor normalt ville være gået til spilde).  




Hvad: Bastard Festival 2013 

Hvor: Elværket, Rosenkildestien, Helsingør

Hvornår: Fredag 21. juni 13-02 og lørdag 22. juni kl. 11-02 

Hvordan: Gratis i dagtimerne, betal-hvad-du-vil-entré efter 19 Facebook     

Hiphop-efterfest i Vestergade

Når den peruviansk-amerikanske rapper Immortal Technique, der blev kåret som "Årets hiphopnavn på Roskilde Festival 2006" af GAFFA, er færdig med sin udsolgte koncert på VoxHall, kan det århusianske hiphopmiljø rykke videre på V58, hvor der bliver festet, til den sidste mand går hjem. Blandt nattens dj's og live-acts er Jøden (billedet), Kejser A, Ham Den Lange, Henrik Hass, Contra Auguste, dj Swab og dj Freddy.  



Hvad: Immortal Technique-efterfest 

Hvor: V58, Vestergade 58, Aarhus C.

Hvornår: Fredag 21. juni kl. 23.30 
Hvordan: 50 kr., 20 kr. med VoxHall-stempel 





Pakhus-house i Københavns nye hal 

Den tidligere malingfabrik Bygning 5 på Prags Boulevard, som officielt slog dørene op som ny musik- og kulturhal for to uger siden, kommer med garanti til at lægge rammer om nogle af denne sommers bedste fester. Dels fordi det er et nyt sted (nye steder har deres helt egen fest-magnetisme), og dels fordi der ikke er nogen naboer, man kan genere. Hvilket betyder, at der også kan festes udendørs. Og det bliver der så gjort denne weekend med en tilbage-til-rødderne-pakhus-housefest. Muan og Bastard Love (begge fra Mexico) samt Strung Fellows og Lerager står bag pulten indendørs i hallen, mens hollandske Black Pillow og Tettero spiller på den udendørs scene. Festlighederne starter allerede kl. 18 og bliver ved, så længe folk har lyst. Dét kan sagtens betyde et godt stykke op ad næste formiddag. 




Hvad: Fact Warehouse Open Air 

Hvor: Prags Boulevard 43, Bygning 5, Kbh. S. 

Hvornår: Lørdag 22. juni fra kl. 18 til ?

Hvordan: 30 kr. før 21, 50 kr. efter. Facebook





Kongelig undervandsnatklub 


Hvis du springer ud fra taget af Operaen, falder du 27 meter og rammer havnevandet med 85 kilometer i timen. Det er der 12 mænd, som gør lørdag eftermiddag i anledning af Red Bulls Cliff Diving-verdensmesterskaber, og den slags præstationer bør naturligvis afsluttes med en storslået fest om aftenen. Her omdannes det smukke, kongelige Skuespilhus til en eksklusiv undervandsnatklub med dybhavs-visuals og lige så dybe beats fra Lulu Rouge og Jean von Baden samt TooManyLeftHands, Emilie Lilja og Wicked. Der er kun adgang via gæsteliste på www.redbulllatenightdive.dk. Skriv til mn@cphfinest.com for et kodeord. 



Hvad: Late Night Dive

Hvor: Skuespilhuset, Skt. Annæ Plads 36 

Hvornår: Lørdag 22. juni fra kl. 22

Hvordan: Kun adgang via gæsteliste på www.redbulllatenightdive.dk

ANNONCE