Black Sabbath går direkte ind på førstepladsen af den danske albumhitliste, hvor også Ponyblod klarer sig godt
Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. I denne uge går de genopstandne senior-rockere Black Sabbath direkte ind på førstepladsen på hitlisten med "13", deres første album med Ozzy Osbourne i front siden "Never Say Die!" fra 1978. Black Sabbath skubber sidste uges etter, den tyske schlagerdronning Andrea Berg og hendes "My Danish Collection" ned på en tredjeplads. Andenpladsen er som i sidste uge Daft Punk og deres "Random Access Memories".
Den danske hiphop-duo Ponyblod alias Khal Allan og Malk de Koijns Tue Track går ind på en femteplads med deres selvbetitlede og meget roste debutalbum. Den ligeledes anmelderlovpriste elektronikagruppe Boards of Canada og deres "Tomorrow's Harvest" er ny på en 23. plads, og Status Quo og "Bula Quo" er nye på en 38. plads
Såvel tracklisten som streaminghitlisten og radio-airplaylisten toppes igen i denne uge af Daft Punk feat. Pharrell Williams og "Get Lucky".
Den såkaldte bit-album-hitliste, der tæller downloads fra abonnementstjenester, har som i sidste uge Leona Lewis og "Glassheart" i top, mens den tilsvarende liste for enkeltnumre i spidsen har anden gammel kending, Panamah og "Børn Af Natten".
Se alle de officielle danske hitlister her.