Nyhed

Se koncertaktuelle Laid Back mindes 80'erne i ny musikvideo

"Brother" samler filmklip fra gruppens kommercielle storhedstid i de unge år

For blot et halvt år siden udgav Laid Back deres første studiealbum siden 2004. Albummet, der havde titlen "Uptimistic Music vol. 1" har netop fået selskab af "Uptimistic Music vol. 2", der er udgivet som et dobbeltalbum sammen med forløberen – nu også i fysisk format, hvor det første kun kom digitalt.

I forbindelse med det nye album har Laid Back lavet en musikvideo til sangen "Brother", som du kan se nedenfor. Videoen består af en række klip fra gruppens kommercielle storhedstid i 80'erne, hvor de var verdensstjerner, spillede for store publikumsskarer i en lang række lande og blev jaget af skrigende fans.

Den danske reggae- og synthpopduo fik som en af de eneste danske grupper i første halvdel af 80'erne stor succes i udlandet. Det skyldtes især albummet "Keep Smiling", der indeholdt flere hits, blandt andet nyklassikerne "Sunshine Reggae" og "White Horse". Førstnævnte blev nummer et i 22 lande og solgte i mere end 20 millioner eksemplarer.


Gruppen, der består af Tim Stahl og John Guldberg, fik en genoplivning i 2000, da Funkstar de Luxe remixede netop "Sunshine Reggae" og endnu engang i 2005, da Trentemøller tog sig kærligt af Laid Backs nye single "Beautiful Day" fra deres album "Happy Dreamer". Samme år spillede gruppen også på årets Roskilde Festival. 

"Albummet 'Uptimistic Music' er en blanding af ældre sange, vi har haft liggende, som vi stadig synes holder, samt nye sange, der er kommet til siden sidste album 'Happy Dreamer'. Mindre end et dobbeltalbum kunne ikke gøre det. Det positive og tidløse budskab, der gennemstrømmer vores musik er dybt forankret i vores måde at tænke og udtrykke os på. Kriteriet for en sang er ikke, om den er ny, men om den er tidløs," fortalte de to musikere i forbindelse med udgivelsen af vol. 1.

Som følge af dobbeltalbumudgivelsen drager Laid Back på turné, som du kan læse mere om her.


Blandt andet spiller de i Koncerthuset i København i morgen 7. november. Gruppen er i øvrigt indstillet til to GAFFA-Priser, Årets Danske Band og Årets Danske Popudgivelse. Læs mere og stem på gaffa.dk/prisen

Se videoen her:


ANNONCE