Nyhed

The Walkmen holder pause på ubestemt tid

Love Shop-frontmand Jens Unmack begræder nyheden om den amerikanske gruppes mulige opløsning

"Vi har ingen fremtidsplaner overhovedet. Jeg vil kalde det en pænt ekstrem pause. Jeg tror ikke, at nogen af os har haft lyst til at skrive et nyt Walkmen-album. Måske ændrer det sig med tiden, måske gør det ikke, måske spiller vi nogle koncerter. Jeg synes, det er underligt at skabe hurlumhej omkring noget, som der ikke rigtig er noget hurlumhej omkring. Samtidig synes jeg ikke, at vi har været et hold i lang tid efterhånden, så der er ikke så meget at bryde op, synes jeg. Jeg synes, det er cool, at vi alle sammen stadig er venner og sådan. Det er rart at gå fra at være et band til blot at være venner, eller noget i den stil, og se hvad der sker derfra. Der er gået næsten 14 år nu. Jeg synes det er ved at være nok, ikk?"

Sådan udtaler The Walkmens organist og keyboardspiller Peter Bauer i et interview med Washington Post onsdag. Udtalelsen kommer lige i hælene på bandets måske sidste to shows på lørdag i Washington og i aften i Philadelphia. 

Jens Unmack har på sin hjemmeside oprettet et blogindlæg med overskriften "Breaking Bad News". Her begræder Unmack nyheden om The Walkmens beslutning, som han kalder for "Verdens Bedste Band", med ordene "Men venner... det her er overordnet sønderskudte-banegårde-forbandet-skibskatastrofe-dårlig-nyt!"


Bandet spillede i september i Danmark, hvor de gæstede det aarhusianske spillested VoxHall. Her gav GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt fem stjerner og skrev:

"En koncert, hvis høje kvalitetsniveau dels skyldtes de stærke sange fra rundt om i gruppens bagkatalog, dels de solidt sammenspillede musikere og dels den enorme energi, gruppen lægger for dagen live. De lyder som et band, der stadig har en masse på hjerte og en masse at bevise, selvom de er syv album og mere end 10 år inde i karrieren. Ikke noget med endnu en dag på kontoret her. Et eksempel til efterfølgelse."

Forsanger Hamilton Leithauser har tidligere offentliggjort, at han for tiden arbejder på sit første soloalbum med medlemmer af blandt andre Vampire Weekend, The Shins, Fleet Foxes, Cave Singers og The Walkmen. Albummet ventes ude til foråret.


ANNONCE