I anledning af GAFFAs 30 års jubilæum kigger vi på gamle citater
GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med en citatsamling, hvor vi hver dag bringer et udvalg af de bedste citater fra vores mange, mange interviewofre gennem tiden – med et nyt år hver dag. Vi fortsætter med 1987 og arbejder os gennem måneden gradvist frem mod 2013.
Du kan i øvrigt se et interview med GAFFAs chefredaktør Peter Ramsdal i Go'Aften Danmark på TV2 i aften torsdag den 5. september klokken 18.30.
Du kan læse alle de gamle magasiner og se de i alt 340 forsider i GAFFAs omfattende arkivsektion.
"Bedst som man har vænnet sig til, at livet er andet end at føre sig frem med bodegamusklen, vender den pludselig… og så skal man, om end ikke være hård, have hevet nogle mandlige kvaliteter frem… oven i det kommer 9 ½ uge-bølgen med alt det, kvinderne var i mod i 70'erne. Så kommer de hjem med rødmende kinder og ifører sig silkebånd for øjnene…"
– Steffen Brandt, marts 1987
"Man kan efterlyse flere tekster, der er andet og mere end for eksempel Dodo og One Two, som er fuldstændig indholdsløse. Det typiske cowboyblå caféliv. 'Fyr ser pige… ser godt ud… blå øjne… danse… han vil i seng med hende.'"
– Københavns kulturborgmester Tom Ahlberg, september 1987
"Hvis der er nogen, der vil kopiere mig, er det sgu da ok, men jeg vil anbefale folk at finde sig selv. Jer er blevet for gammel til at være sexsymbol, det lader jeg de yngre om."
– Sanne Salomonsen, oktober 1987
"Det er ikke provokerende at stille sig op og pisse i en spand… Og i dag er det en endnu større kliché at rime chance på distance end smerte på hjerte."
– Anne Dorte Michelsen, oktober 1987
Du kan læse alle de gamle magasiner og se de i alt 340 forsider i GAFFAs omfattende arkivsektion.
Gi' Et Nummer
Vi fejrer også jubilæet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.
Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.
Læs mere om albummet og køb det via GAFFA Shop her.