Nyhed

Se The National-sanger skyde bordtennisbolde med røven

Oplev Matt Berninger fra en usædvanlig afslappet vinkel

The Nationals dokumentar Mistaken For Strangers udkom i foråret, hvor den blandt andet blev vist på Spot Festival i Aarhus, og den kan nu købes via iTunes, ligesom den er at finde på streamningtjenester.

Nu har Tom Berninger, manden bag dokumentaren og bror til The National-sanger Matt Berninger, offentliggjort lidt bonusmateriale i den mere underholdende afdeling. Blandt andet ser vi den ellers så alvorsfulde Matt Berninger skyde bordtennisbolde ud fra sin bagdel. Se selv nedenfor i øverste klip.

I det andet klip kan du se trommeslager Bryan Devendorf svare på, hvem han synes er den klogeste af ham og hans bror Scott, der er bassist i The National, og hvem han synes er den klogeste af brødrene Tom og Matt Berninger. I det nederste klip kan du blandt andet se Matt Berninger tale om Bob Dylan.



Sidste år fortalte guitarist Aaron Dessner GAFFA følgende om samarbejdet med Tom Berninger:

Aaron: – Det var sindssygt sjovt, Matt og Tom er som dag og nat. Matt er høj og tynd, og Tom er lav og bred, og rent musikalsk ligger de langt fra hinanden. Tom er lidt som en arbejdsløs, patetisk version af Matt. Han har ikke noget forhold til alternativ musik, han er heavy metal-freak og vild med horrorfilm og meget charmerende. Vi tog ham med på tur i crewet. Men det fungerede sgu ikke rigtigt, så vi blev nødt til at fyre ham, men han havde taget et kamera med og blev hængende. Det er så nu blevet til dokumentarfilmen "Mistaken For Strangers" (som sangen fra "Boxer", red.). Det handler om os, men er også rigtig meget en selvbiografisk, humoristisk sag om en fyr, der er med på tur og forsøger at skyde en film om det. Det er som en komedie, en brødre-historie, fortæller guitaristen med et tydeligt grin, der ikke kan holdes tilbage.

Storebroren i omtalte familie kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, når talen falder på den tilsyneladende ret muntre benjamin Tom. Matt: – Jeg elsker min bror, men vi er meget forskellige. Vi er ikke ligefrem som to dråber vand, hverken fysisk eller psykisk. I perioder har vi ikke set hinanden så meget, jeg er meget ældre end ham, og da jeg flyttede på college, gik han i de lave klasser, og jeg vendte aldrig hjem igen. Men det var skønt at have ham med på tur, selvom alt langtfra gik som planlagt. En god måde for os to at være sammen på igen som voksne mennesker. Men når du ser filmen, vil du forstå, at det var både fedt og forfærdeligt.

Læs hele interviewet her.


ANNONCE