Nyhed

Stor billedserie: Volbeat indtager USA

Vi varmer op til weekendens to koncerter med en fotoreportage med Michael Poulsen & Co. på landevejen

Michael Poulsen er en af de mest dedikerede, hårdtarbejdende og succesfulde personligheder i dansk kulturliv. GAFFA har efterhånden mødt manden med slikhåret og tusserne en del gange, og trods det fuldt dokumenterede, vedvarende arbejdspres har han hver eneste gang fremstået rolig og afslappet. Der er nogen, der kan finde ud af det. Og yes, den er god nok: det er ikke længere Jack Daniel's, der sætter dagsordenen, føden er fortsat biodynamisk kød og grøntsager, den kontinuerlige, intense løbetræning er intakt, og snart tager han igen handskerne på – som han selv smilende udtrykker det – for at få et ordentlig lag tæsk af vennen og åndsfællen Mikkel Kessler i træningslokalet.

Trods kommende blodtud har metal-chefen heldigvis afsat tid til at rode i fotoarkiverne og sætte ord på landevejslivet i det forjættede land, hvor Volbeat har fejret triumfer over et længere forløb end vel nogen anden dansk musikartist nogensinde. 1. august kan du opleve Volbeat på Refshaleøen, og dagen efter hedder det Statsfængslet i Horsens. Som optakt får du her er en lille appetitvækker fra livet i overhalingsbanen. Spænd bæltet og hæng på.

Se alle billederne med Michael Poulsens kommentarer her.


ANNONCE