Nyhed

Markante danske musikere danner nyt band

Medlemmer af Mellemblond og Raveonettes er klar med nyt fælles debutalbum

Du kender muligvis guitaristen Silas Tingleff fra hans rolle som backingmusiker for blandt andre Niels Skousen, Trentemøller, Kira Skov og Ane Trolle. Adrian Aurelius er fast tilknyttet The Raveonettes og medlem af dansksprogede Mellemblond, mens bassist Jens Hein har udfoldet sig i både Raveonettes, 4 Guys from the Future og Mellemblond.

Nu har de tre herrer så byttet rundt instrumenterne, fundet en forsanger i skikkelse af den musikalsk uprøvede Philip Trappaud og er nu klar til at præsentere et debutalbum under bandnavnet Nosebleed. 

"Det er en enormt befriende platform for os, som er så vant til at spille med bands, hvor pladesalg og radiovenlighed i musikken mere eller mindre altid har noget at sige i forhold til slutresultatet," fortæller bandets guitarist Tingleff og fortsætter:


"I Nosebleed er der ingen grænser, ingen pladeselskabsboss som står og puster os i nakken for at lave et radiohit, kun lyst til at spille derudad. Det udvikler sig, hver gang vi spiller, men der er helt klart en fælles forkærlighed for at lave noget musik, som er simpel og taler direkte. Ud over det, er der også en stor tilfredsstillelse i bare at rocke ud og spille højt og kaotisk." 

Nosebleeds eponyme debutalbum udkommer i dag (4. december, red.) på Drone Recordings.

ANNONCE