Aalborgensiske 9000 John Doe får hjælp af Jonny Hefty i ny musikvideo, hvor de farter byen rundt
Den gamle havneby Aalborg har længe været eksponent for noget af Danmarks mest hårdtslående metal. Det seneste skud på stammen er 9000 John Doe, der tidligere i år udgav debuten "Redneck Is The New Black", som er en besk cocktail af nedstemte guitarer, bonderøvs-glamour og alkohol. I deres seneste musikvideo, "Country Zombie", har de fået den lokale rap-legende Jonny Hefty - Danmarks største rapper over 40! - til at medvirke. Du kan se den her forneden.
Jonny Hefty er ikke ubekendt med metalgenren, da han tidligere har frontet metalbandet Geronimo. Han får da også luftet stemmebåndet til en smule growl, men derudover leverer han endnu en gang en række af sine humoristiske rim på tykt aalborgensisk. I musikvideoen er han at finde sammen med 9000 John Doe på én Aalborgs mange beværtninger, hvor de nyder større mængder Rød Aalborg.
"Endnu engang har vi fået den dygtige Emil Vinther til at lave musik video for os. Videoen er filmet i Aalborg city, blandt andet på Aalborg ældste bodega, Café Alpha. Der var engang i 90'erne et metalband, som hed Geronimo, her har vi fået forsangeren til at headbange igen til noget fedt guitar. Du kender ham nok som Jonny Hefty fra Jonny Hefty & Jøden. Jeg kan ikke sige mere end enjoy the ride og skål," fortæller forsanger Tommy Knøs om musikvideoen. Han har desuden udråbt sig selv som værende "Aalborgs snaps-konge".
9000 John Doe har iværksat en større kampagne på de sociale medier for at samle stemmer ind til at optræde på Sweden Rock 2015, hvor de blandt andet vil få chancen for at møde deres store idoler Mötley Crüe. Du kan hjælpe drengene på vej ved at sende en stemme deres vej her.
Se 9000 John Doe fyre den af med Jonny Hefty i "Country Zombie" her: