Rapperen er klar med første smagsprøve på sit kommende album
Rapperen Nicki Minaj har netop udgivet musikvideoen til sangen "Lookin' Ass Nigga", første smagsprøve på hendes tredje album, "The Pink Print", og samtidig en forsmag på pladeselskaberne Young Money og Cash Moneys kommende opsamling "Rise of an Empire". Opsamlingen er på gaden 11. marts, mens Minaj-albummet endnu ikke har fået fastsat en udgivelsesdato.
I sangen skyder Minaj skarpt mod fyre, der lyver, bedrager og kigger på kvindebagdele, men ikke selv har så meget at byde på, hvad angår det seksuelle. Som en demonstration af det mandlige blik på kvinden zoomer videoen flere gange ind på Nicki Minajs bagdel og de omkringliggende kropsområder – kald det metabevidst eller dobbeltmoralsk, vælg selv. I videoen skyder Minaj også mere bogstaveligt skarpt med to enorme maskingeværer.
Nicki Minaj debuterede i 2010 med albummet "Pink Friday", der i 2012 blev fulgt op af "Pink Friday: Roman Reloaded". Et album, som GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez tildelte fire stjerner under overskriften "Hvad der kunne have været et møgbeskidt mesterværk kastreres desværre på halvvejen – men Nicki er god, selvom hun skuffer."
Se videoen til "Lookin' Ass Nigga":