Cocteau Twins – I poppens drømmeland

Mandag den 27. januar udkommer debutalbummet "Moon" med duoen Snowbird alias den amerikanske sangerinde Stephanie Dosen og den engelske multiinstrumentalist Simon Raymonde. Raymonde var bassist med mere i den nu hedengangne skotsk-engelske trio Cocteau Twins, et af de mest stilskabende navne på den britiske musikscene i 80'erne. I anledning af Snowbirds debut bringer vi dette portræt af Cocteau Twins, en let modificeret udgave af en artikel, som tidligere har været vist på GAFFA.dk

Se musikvideoen til Snowbirds sang "Porcelain" nedenfor og læs GAFFAs anmeldelse af "Moon" her.

Deres fanskare tæller navne som My Bloody Valentine, Prince og Madonna, og deres forførende drømmepop er stadig et lige så forfriskende bekendtskab at lægge ører til som de første spæde sange for over 30 år siden. GAFFA har dykket dybt i britiske Cocteau Twins' betagende bagkatalog og opridser samtidig fortællingen om et band, der blev formet omkring det stormombruste forhold mellem den formidable guitarmagiker, Robin Guthrie, og den særegne sangfugl, Elizabeth Fraser.

"...I cannot speak for my ex-colleagues but I for one am, and always have been, intensely proud of the music I produced with the Cocteau Twins."
Robin Guthrie

De satte lyd til sindsstemninger, der aldrig før var blevet forstærket, de ophævede sprogbarriererne for, hvordan popmusik kan besynges, og de udvandt en skønhedssøgende genre, som stadig besjæler sangskrivningen hos ikke så få af nutidens toneangivende bands. Det er svært ikke at blive ramt af næsegrus beundring, når talen falder på Cocteau Twins. I de 18 år, gruppen eksisterede som band, manifesterede guitarist Robin Guthrie, sangerinde Elizabeth Fraser og bassist Simon Raymonde sig som en både særlig og sirlig ener i populærmusikkens historiske annaler takket være et æterisk, sværmerisk og dybt originalt lydlandskab, der med eftertidens hæfteklammer er blevet navngivet drømmepop. Med udgangspunkt i trioens bevingede bagkatalog følger her beretningen om Cocteau Twins' vej til omverdenens anerkendelse. 


Punkaftener i provinsen
Historien tager sit afsæt i den skotske by, Grangemouth, i 1979. "Et lokum", som Robin Guthrie, så lakonisk har beskrevet den middelstore flække i det centrale Skotland, hvor det eneste sociale tilholdssted for byens unge på daværende tidspunkt er diskoteket "Nash". Her er Guthrie og kammeraten Will Heggie hyppige gæster til diskotekets ugentlige punkaftener – og det samme er en spinkel kvinde med kortklippede lokker, som hurtigt fanger de to kammeraters blik.

"Hun var den eneste, der kunne danse. Vi syntes ikke særligt godt om hende, men hun blev ved med at følge efter os," har Will Heggie i spøg beskrevet det første møde med Elizabeth Fraser til det britiske Sounds Magazine i 1982.
 Ikke desto mindre udser Guthrie og Heggie sig hurtigt Fraser til rollen som frontfigur i det musikalske projekt, de to har puslet med i et stykke tid – og som er blevet navndøbt efter en sang af de skotske kolleger i Simple Minds. Fundamentet til Cocteau Twins er lagt – og det samme er frøene i det spirende kærlighedsforhold, Guthrie og Fraser umiddelbart efter indleder til hinanden. Et forhold, som 18 år senere skal lægge kimen til gruppens opløsning.


Drømmende og fabulerende
Sådanne urovækkende forvarsler hersker der imidlertid ikke hos trioen, da Cocteau Twins i 1981 kan sætte sit navnetræk på en pladekontrakt med det allerede dengang ombejlede label, 4AD. Det er selskabets grundlægger, Ivo Watts-Russell, som har fået øjnene op for trioen – takket være Robin Guthries stædige gemyt, der ad omveje får placeret et demobånd i næverne på pladebossen – og med ham i rollen som distributør og producer, debuterer Cocteau Twins året efter med "Garlands".

"Sagens kerne er, at albummet er pokkers godt. En flydende frise af billeder udødeliggjort af Elizabeths destillerede vokale modenhed, der skifter fra nervøs skrøbelighed til frembrusende fingerfærdighed i spændvidde og kraft." 
Sådan falder de blomstrende vendinger i Sounds Magazine, da "Garlands" rammer butikshylderne i september 1982. Begejstringen er nogenlunde lige så iøjnefaldende i resten af den britiske presse.

Med skelen til samtidens postpunk-, new romantics- og goth-scene har trioen begået otte sange, der forener Robin Guthries på én gang drømmende og desillusionerede guitarguirlander med Elizabeth Frasers fintfølende og fabulerende sirenestemme.

Udtrykket på albummet er dragende – men dog også momentvis umedgørligt i kraft af Will Heggies grumsede basspil og bandets konsekvente brug af monotone trommemaskiner pladen igennem. Alligevel fornemmer ørerne den æteriske skønhed, der siden skal blive Cocteau Twins' varemærke og påhæfte dem betegnelsen "dream pop". Karrieren er kridtet op.

Og så var de to…
Virkelighedens drømme lader imidlertid til at lide et gevaldigt knæk, da Cocteau Twins i 1983 afslutter en længere turné i kølvandet på udgivelsen af "Garlands". Trods opløftende salgstal, supporttjanser for Nick Caves hedengangne band, The Birthday Party, og massiv støtte fra BBC's legendariske discjockey, John Peel, har Will Heggie fået nok af de voksende intriger, der angiveligt hersker mellem kæresteparret Guthrie og Fraser. Han vælger således at forlade bandet og overlade det til duoen at realisere opfølgeren til den ellers så lovende debut.

Fraværet af Heggie skal dog vise sig overraskende frugtbart for Cocteau Twins, som på "Head Over Heels" forfiner det kontante lydbillede fra "Garlands" og samtidig føjer reminiscenser af både jazz, rockabilly og new wave til de sværmeriske sange. 

Allerstærkest på albummet står de hypnotiske "Sugar Hiccup" og "Musette And Drums", som med hvert sit yndefulde tungsind for alvor distancerer gruppen fra tidligere så oplagte referencer til bands som The Cure og Siouxsie and the Banshees. Alt imens Elizabeth Fraser udruller sit mildest talt egensindige tekstunivers, der i lige så høj grad skal blive et enestående kendetegn ved Cocteau Twins.

Hvem kan eksempelvis afkode meningen bag strofer som denne fra førnævnte "Sugar Hiccup"?
"Sugar hiccup / Heaven's curtsey and bow / Sugar hiccup / Makes a pig soar and swoon".
Eller den dybere sandhed i denne tekststump fra "Musette And Drums"?
"Musette and drums /Are also genius / Surprise / She took hurting on."

Den umiddelbart meningsløse lyrik tiltrækker ikke desto mindre en dedikeret – og støt voksende – fanskare, for hvem Frasers smukt besungne nonsens blot er med til at gøre Cocteau Twins til et endnu mere forunderligt og tillokkende bekendtskab.

"Men teksterne giver altså mening," fastslår Elizabeth Fraser, da hun bliver udfrittet om spørgsmålet i kølvandet på udgivelsen af "Head Over Heels" i førnævnte Sounds Magazine.

"Det lyder måske, som om jeg synes, de er ligegyldige, men teksterne er vigtige for mig. Jeg tror bare, man skal prøve at få det ud af dem, man kan," påpeger hun. 


Et forførende skattekammer
Den samme søgen efter mening i musikken skal ørerne til gengæld ikke lede længe efter på det album, som året efter slippes fra Cocteau Twins' hænder – og som skal komme til at markere en kunstnerisk milepæl på såvel 80'ernes britiske musikscene som i trioens eget bagkatalog.

Klog af dyrekøbte erfaringer fra en lettere omtumlet Europa-turné, der må aflyses midtvejs – ganske enkelt fordi Guthrie og Fraser ikke mener, de som duo kan overføre det luftige lydbillede fra "Head Over Heels" til scenegulvet – har gruppen allieret sig med en ny bassist fra det ligesindede band, The Drowning Craze.
" Jeg var fan af Cocteau Twins, længe inden jeg kom med i bandet, men jeg har aldrig nogensinde troet, jeg skulle blive en del af dem", medgiver en åbenhjertig Simon Raymonde, da han i 1985 bliver interviewet til Jamming Magazine om sin indlemmelse i gruppen.

Ikke desto mindre fungerer den unge londoners drævende basspil som et perfekt modstykke til Frasers overjordiske røst på "Treasure", der ikke blot bliver en salgsmæssig succes for trioen i Storbritannien og i resten af Europa, men også til fulde forløser det vidtløftige potentiale, Cocteau Twins hele tiden har gemt på.

Fra Guthries fjedrende guitarstrofer slår den døsige og drømmende tone an på åbneren "Ivo" (navngivet efter 4AD's pladeboss), til Frasers florlette fabellyrik runder den hymniske lukker, "Donimo", af, er "Treasure" et forførende mesterværk af den fineste drømmepop, der stadig klinger forbløffende frisk i ørerne den dag i dag. Albummet indskriver sig fortjent i mangen en kritikers – og tilhængers – karakterbog som et af årtiets bedste og mest nyskabende album, og poppens drømmeland har ganske enkelt aldrig klinget smukkere.

Jomfruelig vinterjord
Hvordan følger man op på sådan en overvældende succes? Spørgsmålet ville formentlig nage ikke så få kunstnere med samme kunstneriske medvind i ryggen som trioen – men frygten inkluderer tilsyneladende ikke Cocteau Twins selv, som lader hånt om omverdenens forventninger, da de i 1986 atter fortrækker sig til Robin Guthries hjemmestudie for at kreere opfølgeren til "Treasure". Opkaldt efter Antarktis' sydlige vintervidder betræder "Victorialand" i bogstavelig forstand jomfrueligt territorium med sin unikke melange af akustiske guitarflader, ambiente keyboardklange og Elizabeth Frasers næsten kvidrende stemmebånd, der på sange som "Oomingmak" og "The Thinner The Air" får hende til at klinge om en slags moderne Édith Piaf.

Albummet er anderledes afbalanceret i sin grundtone end Cocteau Twins' hidtidige udgivelser, men det meditative islæt, som hviler over de ni florlette og dragende smukke sange, får overraskende nok kædet trioen sammen med 80'ernes blomstrende New Age-bevægelse – til bandets store fortrydelse:
"Det er irriterende at blive kaldt for New Age. De fleste folk, som laver New Age-musik, er over 50 år og skaldede", harcelerer Robin Guthrie således i et interview til et unavngivent medie et par år senere.
 New Age eller ej – "Victorialand" placerer for første gang Cocteau Twins på den britiske Top 10-hitliste, og samtidig er begejstringen for bandet støt og roligt ved at spire i det ellers så forjættede Amerika, som hidtil har været et relativt uprøvet territorium for trioen.


"Man må lide for kunsten", vil et mildest talt udtrådt mundheld vide. Men bag den gennemtærskede talemåde gemmer sig en iboende sandhed, som mangt et kunstnersind modstridigt har måttet vedkende sig. Ordlyden synes i den grad også at passe med ubønhørlig præcision på Cocteau Twins, da trioen fire år senere langt om længe kan sole sig i gennembruddets sødme – med et album, der er snigende tæt på at splitte gruppen ad.

Anløbet af et stadigt mere knirkende forhold mellem de to karakterfaste og følelsesladede personligheder, Guthrie og Fraser, har førstnævnte kastet sig ud i et tiltagende stofmisbrug, der i perioder helt afholder ham fra at kunne samle sig om indspilninger i studiet. Og dét samtidig med, at Fraser i 1989 sætter parrets første barn, datteren Lucy Belle, til verdenen, som sangerinden må bruge hovedparten af sin vågne tid på at tage sig af – ind i mellem parforholdskrise og studietid.

Det er således i høj grad, bassist Simon Raymondes fortjeneste, at Cocteau Twins i september 1990 – efter de to udmærkede, men ikke banebrydende udspil, "The Moon and The Melodies" og "Blue Bell Knoll" – træder ind i det senere så postmoderne årti med et sugende smukt mesterværk, der er lige så umiddelbar i udtrykket, som det er rigt facetteret.  

Fra de bølgende guitarlinjer på "Cherry Coloured Funk" over de æteriske valsefornemmelser på "Fotzepolitic" til titelnummerets knuselskelige refræn klinger trioen som et forbløffende revitaliseret foretagende, der midt i kærlighedskvaler, stofafhængighed og barnegråd har genfundet sig selv på ti besnærende numre – rundet af en mere klassisk sangskrivning end tidligere.

Førstesinglen, "Iceblink Luck", følger nærmest poppens gængse vers-omkvæd-mellemstykke-formler og bliver helt uvant for trioen spillet flittigt på både MTV og de landsdækkende britiske radiostationer – alt imens Elizabeth Frasers versefødder synes mere dechifrerbare og opløftende end nogensinde før:

" I'm seeming to be glad a lot / I'm happy again / Caught in time", synger hun eksempelvis med en sjælden optimistisk røst i "Iceblink Luck". 

Et andet sted – på "Road, River And Rail" – er det håbet for hendes nyfødte datters fremtid, stroferne tager udgangspunkt i:

"So unblemished and natural as mother's daughter / Today she'll follow road, river and rail."

I en periode, hvor privatsfæren hos især Guthrie og Fraser er præget af omvæltning og personlig deroute, er det med andre ord en næsten umenneskelig bedrift, at Cocteau Twins formår at gestalte et så indtagende og spillevende album, som tilfældet er med "Heaven Or Las Vegas". Eller som labelboss, Ivo Watts-Russell, storskrydende proklamerer i forbindelse med udgivelsen: "Det er én af de bedste plader, 4AD nogensinde har udsendt."

Påstanden er imidlertid ikke skudt helt ved siden af, og omverdenen omfavner også omgående albummet, der placerer sig højt på såvel de britiske som de amerikanske hitlister og sender Cocteau Twins ud på sin første headliner-turné i USA – med fulde huse til følge. Trioens forførende popskønhed har nået sit fuldt fortjente højdepunkt. Ti år efter, fortællingen om Cocteau Twins begyndte på slidt et diskoteksgulv i et afsondret hjørne af Skotland.  

Cocteau Twins - Iceblink Luck on MUZU.TV.

Beundringsværdig lethed
"Cocteau Twins har givet mig mine absolut bedste musikalske oplevelser - og gør det stadig. Der er en utrolig lethed over deres musik, som sætter alt i mig fri. Jeg dykker altid ind i deres univers, før jeg går på scenen."
 Sådan beskriver den danske sangerinde – og dedikerede fan – Lise Westzynthius, sit forhold til de æteriske toner signeret Robin Guthrie, Elizabeth Fraser og Simon Raymonde, som under Cocteau Twins skabte en særegen og tidløs musik, der hævede sig langt over 80'ernes syntetiske popfacader.

Udtrykket var på én gang dystert, dragende og drømmende og tiltrak sig en vidtrækkende fanskare, hvor så prominente kunstnere som Prince, Madonna, My Bloody Valentine og Sigur Rós stadig er at finde iblandt.

Førstnævnte forsøgte eksempelvis på et tidspunkt – uden held – at få dem signet til sit eget pladeselskab, mens Madonna åbenhjertigt har erklæret sin næsegruse beundring af Elizabeth Frasers særegne skønsang – sammen med navne som Annie Lennox og sågar Chino Moreno fra amerikanske Deftones. Og hvordan ville My Bloody Valentines sværmeriske shoegaze anno "Loveless" i grunden have lydt, hvis ikke Robin Guthries pionerarbejde udi guitarens soniske kunnen havde strejfet My Bloody Valentine-guitarist, Kevin Shields', ører?

For Cocteau Twins selv blev udgivelsen af "Heaven Or Las Vegas" imidlertid deres sidste formfuldendte værk, inden ansatserne til gruppens opløsning begyndte at indfinde sig. Først afbrød 4AD samarbejdet med trioen efter længere tids interne stridigheder mellem især Robin Guthrie og Ivo Watts-Russell, og senere – i 1994 – kom så bruddet, der formodentlig endte med at besegle Cocteau Twins' skæbne: Guthrie og Fraser gik hvert til sit.

"Vi var vokset fra hinanden", fattede sidstnævnte sig i korthed om det forliste forhold i den britiske avis The Guardian i 2009.

Men tekstuniverset på de to sidste – og desværre ikke voldsomt vellykkede – Cocteau Twins-udspil, "Four-Calendar Café" fra 1993 og "Milk And Kisses" fra 1996, synes at antyde andre og mere dybereliggende bevæggrunde for kærlighedsbruddet. Som her på den countryficerede single, "Bluebeard" fra "Four-Calendar Café":

"Are you the right man for me? / Are you safe? / Are you my friend? / Or are you toxic for me? / Will you mistreat me or betray my confidence?"

Eller som her i den døsige "Theft, Wandering Around Lost" – ligeledes fra "Four-Calendar Café":

"The man is an offender / He took my value / And I give back his shame / And I take back my power / My body is my own / My body is mine alone / And I deserve protection."

"Jeg ved stadigvæk ikke, hvorfor hun gjorde det, men en dag ringede hun til os og sagde, at hun kunne ikke mere", erindrer Simon Raymonde, ifølge Mojo Magazine, om dagen i 1997, hvor Elizabeth Fraser overbragte gruppen sin beslutning om at forlade bandet – bedst som Cocteau Twins var ved at indspille deres tiende album.
"Jeg var overvældet af bitre følelser til Robin, jeg ikke kunne løbe fra", har Fraser siden uddybet i The Guardian.

Forbitrelse, udmattelse eller kunstnerisk metaltræthed. Hvad end rækkefølgerne af årsagerne må have været, sluttede 18 års kreativt samarbejde og følelsesmæssigt parløb således for Fraser, Guthrie og Raymonde med en brat udmelding fra førstnævnte, og bandet har aldrig siden har kreeret takter og toner sammen – til trods for, at Cocteau Twins så sent som i 2005 proklamerede deres gendannelse. Også her var det imidlertid Elizabeth Fraser, der i sidste øjeblik sagde fra:

"Der er stadig en følelse af at være forbundet. Men vi er ikke forbundet længere", forklarede hun med slet skjult hentydning til sin og Robin Guthries turbulente fortid.

Men skønheden og dybden i Cocteau Twins' forførende drømmepop kigger hun forhåbentlig stadig tilbage på med stolthed i øjenkrogene, for den har beriget og begejstret ikke så få øregange verden over. Eller som Lise Westzynthius udtrykker det:

"Cocteau Twins kunne det her med at sammensætte det skønne, bløde, svævende, med det grimme, hårde og kontante. En fantastisk kontrast, som de mestrede totalt."

Efter opløsningen
Efter opløsningen af Cocteau Twins har Robin Guthrie udgivet en stribe instrumentale soloplader og har arbejdet som producer for blandt andre The Czars og James Yorkston. Simon Raymonde har udsendt et enkelt soloalbum, har arbejdet som producer for blandt andre Guy Chadwick og Elastica og er i januar 2014 aktuel med duoen Snowbird og debutalbummet "Moon". Guthrie og Raymonde dannede kort før Cocteau Twins' opløsning pladeselskabet Bella Union, som egentlig skulle udgive Cocteau Twins' fremtidige plader, men da bandet blev opløst, begyndte Bella Union at udgive andre kunstnere. I 2000 flyttede Guthrie til Frankrig og overlod ledelsen til Raymonde, der stadig er leder af selskabet, som efterhånden er blevet et af de førende uafhængige selskaber i England. Blandt selskabets kunstnere kan nævnes Fleet Foxes, Beach House, The Walkmen og danske The Kissway Trail, Our Broken Garden og Chimes & Bells.

Elizabeth Fraser har ført en temmelig lav profil, men har gæsteoptrådt på en række plader. Mest kendt er Massive Attacks 1998-album "Mezzanine", hvor hun sang med på tre numre, herunder hittet "Teardrop". I 2000 medvirkede hun på Peter Gabriels "OVO"-album, og i 2006 tog hun på turné med Massive Attack og gæstede i den forbindelse Forum i København. I 2009 udgav hun sin første officielle solosingle, "Moses", og gav i den forbindelse til sit første interview i 11 år, til engelske The Guardian. Her fortæller hun blandt andet, at hun i længere tid har arbejdet på musik sammen med sin nuværende partner, Massive Attack-trommeslageren Damon Reece, men at hun først vil udgive et album, når musikken er god nok.