Festivalen sætter spirende danske navne som support for større navne
Nogle gange kan det godt betale sig at komme tidligere til en koncert og fange supportnavnet, fordi man måske får en musikalsk oplevelse, man ikke havde forventet. Den tanke har Frost Festival omfavnet, og festivalen har nu offentliggjort tre danske up and coming navne til support for mere etablerede bands. "Samtlige bands på Frost-plakaten er nøje udvalgte. Vi har altid gjort en stor dyd ud af at præsentere vores nye favoritter fra den hjemlige scene og matche dem med plakatens store navne.", udtaler festivalleder Mikael Pass.
Festivalen har tidligere offentliggjort, at The New Spring er support for Moonface, Rumpistol varmer op for Indians, mens r&b-håbet Karl William optræder sammen med When Saints Go Machine til åbningsarrangementet i Danmarks Akvarium. De nye navne er 4 Guys From the Future (billedet), Gabriel og Nikolas.
4 Guys From the Future har fået æren af at åbne for amerikanske Of Montreal, når de spiller festivalens afslutningskoncert den 2. marts. Det danske band udgav deres andet album "Adagio" sidste år til 5 stjerner i GAFFA. Deres musik beskrives som mildt hallucinerende syrepop med inspiration fra The Beatles, og den vil uden tvivl gå godt i spænd med Of Montreals sprælske musikunivers.
Det bliver en glædelig begivenhed for den dansksprogede duo Gabriel, når de supporter Sohn på Pumpehuset den 1. marts. De har nemlig få dage forinden udgivet deres debutalbum "Rosensale". Mon ikke det fyrer op under feststemningen på scenen, når Gabriel udfolder deres sfæriske popsange, hvor organiske elementer suppleres af progressive elektroniske produktioner.
Det bliver uforudsigeligt, når bandet Nikolas skal forberede publikum på den amerikanske gruppe Lucky Dragons eksperimenterende optræden på Huset-KBH den 10. februar. Medlemmerne gør sig i andre bands, blandt andre Thulebasen og KLoAK. Der er lagt op til impro-toner og elektroniske danserytmer.
Frost er en række kuraterede koncerter, der for fjerde år i træk finder sted på atypiske locations og etablerede spillesteder i februar 2014 i København. Du læse mere om Frost på deres hjemmeside her.