...men de gør det alligevel til ære for GAFFAs læsere
I aften spiller Franz Ferdinand på NorthSide, og i den anledning bringer vi dette interview med Franz Ferdinand, som oprindelig blev bragt i september 2013:
– Jeg er efterhånden blevet dødtræt af at snakke om mig selv. Tidligere elskede jeg det, men nu synes jeg, jeg har sagt alt, hvad der er at sige.
Alex Kapranos sidder smilende og småfilosoferer over tilværelsen i selskab med trommeslager Paul Thomson på en hyggelig bar i udkanten af London en varm sommerformiddag i slutningen af juni. Men Alex er hverken arrogant, ligeglad eller dårligt skåret for stemmebåndet. Ingen tvivl om, at de små grå fungerer udmærket, og at han har antennerne ude. På den begrænsende tid bliver der rundet lidt af hvert, og han spørger for eksempel ind til – og er tilsyneladende velorienteret om – den tiltagende højredrejning i Danmark, herunder Dansk Folkepartis evne til i en årrække at italesætte den offentlige diskurs.
The year of the Greek
Alex virker ikke jublende begejstring over den del af udviklingen i Danmark, men ellers er det primært gode minder, han har om landet – ikke mindst Roskilde Festival. Franz Ferdinand spillede sidst på en historisk stærk programdag på Orange i 2006, hvor man yderligere kunne se blandt andre Raconteurs, Artic Monkeys, The Strokes og Roger Waters' opførelse af "Dark Side of the Moon".
– Jeg kan ikke huske så meget om os selv, men publikum var fantastiske, og så stødte jeg ind i Jack White backstage og endte i en ret lang guitarsnak med ham. Han ville vide, hvordan vi havde lavet guitarlyden på "Evil And The Heaten". Så husker jeg også tydeligt, da vi spillede på en meget mindre scene i 2004. Det var det år, hvor vores debutalbum udkom, og i de samme dage vandt Grækenland EM i fodbold. Jeg kan huske en entusiastisk mail fra min onkel i Grækenland, der nævnte Franz Ferdinand og det græske landshold i flæng og erklærede 2004 for "the year of the Greek".
Så har der jo været et lille tilbageslag siden.
– Ja, det kan man vist roligt fastslå. Det år er overstået, det er hårde tider nu.
Uden sammenligning i øvrigt, albummet "Tonight" fra 2009 gik ok, og "No You Girls" var et pænt hit. Men det var ikke med samme gennemslagskraft som de to første fra 2004 og 2005. Er Franz Ferdinand nu klar til at generobre rocktronen?
– Haha, det er nok skudt lidt over målet. Men vi har haft en god proces, er glade for resultatet og håber da på, at albummet kan gøre noget. I hvilken skala får vi så at se. Vi hygger os mere i bandet, end vi er vilde med at snakke om.
Når man hører det nye album, er man ikke i mange sekunder i tvivl om, hvilket band man har med at gøre…
– Nej, det er nok på mange måder essensen af vores band, hvor "Tonight" var lidt ud ad en anden og mere elektronisk tangent. "No You Girls" var som sådan ikke en specielt repræsentativ for, hvordan albummet lød som helhed. Det er noget anderledes denne gang. Det er sjovt, vi har lige lavet nogle sange med Beck. For ikke så længe siden har han lavet en "song book", og vores udgangspunkt denne gang har meget været at skabe en bog af sange. Modsat et udgangspunkt, hvor du går i studiet og primært arbejder på lyde og beats og så efterfølgende skriver nogle tekster, der passer. Så har vi arbejdet med så få "takes" som muligt, og så videre til noget andet. Det har hjulpet med at holde musikken frisk, i hvert fald for os selv. Jeg skriver ikke popmusik for at lave et hit. Jeg skriver popmusik, fordi jeg kan lide popmusik. Og hvis nogen prøver at trække en anden agenda ned over hovedet på mig, kan de "go to fuck".
Så har I spillet mange af sangene live, inden I har indspillet dem. Det er sjældent, man ser det.
– Ja, alle ti sange faktisk. Det giver en klar fornemmelse af, om den enkelte sang virker eller ej.
Hvordan har reaktionen været?
– Folk har ligesom været tvunget til at høre dem, men reaktionen har været positiv. Når du spiller en koncert, hvor folk har betalt for at se dig, er der gode odds for, at de gider høre noget musik, du har skrevet, supplerer Paul, der ellers for det meste sidder og smiler og smågriner og kommer med kvikke bemærkninger her og der.
Læs en længere udgave af interviewet om blandt andet den sovjetiske inspiration til gennembrudsvideoen "Take Me Out" og det musikalske slægtskab med Wings, i GAFFAs artikelsektion
