Nyhed

Korn: Vi blæser taget af Amager Bio

Vi har talt med trommeslager Ray Luzier forud for koncerten i København

Nu-metal-giganterne fra californiske Bakersfield Korn med 40 millioner solgte albums på verdensplan spiller på en længe udsolgt Amager Bio torsdag den 8. maj. Korn spiller deres første koncert i tre år siden deres sidste besøg på Copenhell i 2011, hvor bandet fik fem stjerner af GAFFAs Per Bloch. Vi har fanget Korns trommeslager Ray Luzier, som har spillet i bandet i syv år nu. Han spiller derudover i bandet KXM. Korn er aktuelle med deres nye udgivelse "The Paradigm Shift", som GAFFAs Keld Rud gav fire stjerner.

Hvordan er det gået i øveren?

– Ret godt, vi spillede lige to festivalshows i Florida, inden vi kom herover. Vi har vores bandbase med øveren i Hannover i Tyskland og øver for den nu kommende Europaturné.


Hvad kan vi forvente af jeres koncert i København?

– Selvfølgelig vores klassikere som "Blind", "Here To Stay", "Falling Away from Me", men også nogle nye sange fra "The Paradigm Shift" som fx "Spike In My Veins" eller "Love & Meth". Vi arbejder på en "overraskelse" i øveren. Det er et rigtig gammelt nummer, men jeg vil ikke røbe det, fordi folk bliver sure, hvis vi så ikke alligevel spiller sangen. Men hvis vi gør det, vil folk blive "freaked out". Forvent masser af energi. Ellers spiller vi nok også "Victimized" fra det nye album.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?


– Strække ud, strække ud, strække ud og varme op. Især mig. Jeg bliver nødt til at forberede mig. Lidt som en atlet. Jeg kan ikke sidde og lave ingenting og så gå på scenen og give den gas. Det ville min krop ikke gå med til. Jonathan varmer sin stemme op, James spiller guitar og Head og Fieldy spiser cheeseburgere, nej spøg til side. Vi siger altid til hinanden: "Tag det nu roligt. Vi er trætte osv." Men idet vi kommer på scenen, giver vi den maks gas. Og når vi så ser, hvor meget publikum går amok, giver vi selvfølgelig endnu mere. Man kan ikke lade være med at give 110 procent.

Koncerten i København er længe udsolgt med ca. 1.000 gæster.

– Jeg ser særligt frem til at spille et lille sted som Amager Bio. Jeg elsker at spille de store festivaler som i Donington eller Rock am Ring med 80.000 mennesker, men et sted som Amager Bio med 1.000 mennesker er meget intimt, energien slipper ikke. Alt bliver komprimeret og er meget intenst. Dét er et rock-show. Og når det er et band som Korn med så meget energi kommer, bliver taget revet af.


Hvad står på jeres forplejningsliste?

– Vi prøver at forblive sunde. Det er forskelligt fra turné til turné. Sidste gang på turné med Rob Zombie var der mange vegetarer, så derfor var der mange juiceblendere. Vi turnerer meget og spiller i mange forskellige tidszoner. Det går over din biorytme, så derfor skal du spise sundt. Hvis du spiser usundt, føler du dig dårligt og bliver syg, så derfor er det vigtigt med god og sund mad.

Hvad hører I i turbussen?

– Det er forskelligt fra bus til bus. Vi kører med tre turbusser nu. JD (forsanger Jonathan Davis, red.) lytter til alt fra 80's-pop til dubstep, men han lytter aldrig til metal. Fieldys bus har også næsten alt fra hiphop til Led Zeppelin, jeg selv er på bussen med James, og vi lytter til mange bands, som vi begge godt kan lide som fx Nine Inch Nails, Gojira eller Crosses. Jeg lytter også til fusion og meget funk, især ældre funk som fx James Brown. Dagens plader er bare overmiksede og ikke ærlige som dengang.

Hvad forbinder du med Danmark?

– Mega flinke, afslappede og cool mennesker og inden jeg blev forlovet også smukke damer. Jeg har set mange steder, og det meste er "ok". Men Danmark er et land, som jeg altid husker som dejligt og spændende.

Det er længe siden, at I har besøgt Danmark. Hvad er grunden til det?

– Det er faktisk lidt underligt. Vi som band har ingen indflydelse på, hvordan vores turnéplaner ser ud. Vi overlader det til vores management og de forskellige booking agencys. Det handler altid om, hvor de største markeder er, og man må heller ikke overdrive med at spille et bestemt marked for meget. Folk skal jo have lyst til at se en, og så duer det heller ikke, hvis fx Slipknot, Rob Zombie eller andre bands og vi spiller i den samme region inden for tre uger. Folk har jo ikke råd, lyst og tid til at se alle koncerter.

Husk at gøre som fansene

Er det at være på tur og spille live en dag på kontoret for dig?

– Nej. Det er fedt. Jeg føler mig meget heldig at kunne leve af at spille musik. Jeg tager det aldrig for givet. At spille live på en scene er ikke arbejde for mig. Det er den sjove del. Arbejde er, netop nu hvor vi taler i telefonen, eller når vi rejser og skal kæmpe med jet-lag, gå fra en bus til et fly osv. Alt det, dét er arbejdet. At være på scenen er bestemt ikke en eller anden dag på kontoret. For nogle bands bliver det til det, det kan jeg forstå og se. For dem handler det bare om at få pengene og komme videre. Men det er noget som fansene kan føle.

– Fansene ser med det samme, om bandet elsker det de gør på scenen, eller om det bare handler om at få det overstået. Det er bestemt ikke os i Korn. Vi 5 giver det altid 110 procent, lige meget om vi er trætte, syge eller hvad som helst, fordi vi ved, at fansene har betalt gode penge for at kunne se os, og det mindste er, at vi giver dem et super show. Jeg selv er også fan. Før min søn kom til verden, gik jeg også tre-fire gange om ugen og så andre bands. Fx ser Head og jeg altid andre bands, når vi er på festivaler. Jeg synes, at det er vigtigt, selvom du er professionel musiker, at du ser andre bands og nogle gange føler tingene, som fansene gør.

Hvilke trommeslagere er efter din mening de fem bedste i verden?

– Buddy Rich er i hvert fald en kæmpestor trommeslager for mig og ellers Terry Bozzio.

Din yndlingsret og drik? .

– Chokoladekage og kaffe.

Dine fem yndlingsbands?

– Det er svært. AC/DC i hvert fald. Mere "ægte" rock'n'roll findes nok ikke. Også The Beatles. De har en kæmpe stor betydning omkring melodier, og folk kopierer dem stadigvæk. Også Kiss var banebrydende. Led Zeppelin og Rush skal også nævnes. Jeg er en Rush-freak. Dertil kommer Yes og Frank Zappa.

De fem ting, du ville tage med på en øde ø:

– Min søn, min forlovede, hmm… jeg ville nok dø uden trommer, så mit drum-kit og min iPod og … det er svært. Jeg ville nok også dø uden chokoladekage og kaffe. Det tager vi som én.           

Dine all-time fem yndlingsnumre:

– Oh mand, du stiller et spørgsmål, som jeg aldrig er blevet spurgt om. Det er fedt. Alle spørger om yndlingsbands, trommeslagere, men top-5 of all-time yndlingssange er jeg aldrig blevet spurgt om. Det er også rigtig svært at svare på, fordi det afhænger af dine stemninger, årstiden m.m. Nogle gange lægger du et album væk i et år, og så tager du det frem igen og tænker: "Kæft, nogle fede sange." Jeg scroller rundt på min iPod, mens vi taler, men jeg kan simpelthen ikke beslutte mig, det er vanvittigt. Jeg mailer sangene til dig senere. (Ray har ikke sendt sine yndlingssange endnu, men vi følger op på det snarest muligt, red).

Tusind tak for din tid og interviewet. Vi ses i København.

Selv tak, vi ses! 

Mere informationer på:

http://www.korn.com

http://www.rayluzier.com

http://www.facebook.com/KXMofficial

http://www.facebook.com/Kornworldde

http://amagerbio.dk

 

 

ANNONCE